Grøn dannelse
Hvis vi skal lykkes med at skabe en bæredygtig og retfærdig verden, må vi danne os selv og næste generation. Vi skal ruste os med en masse viden, genfinde praktiske evner og udvikle visioner og stort mod.
Gennem generationer er vi blevet opdraget til at tænke i kasser. Vi adskiller mennesker fra natur, hoved fra krop og Nord fra Syd. I den globaliserede økonomi har vi svært ved at se, hvordan vores handlinger og valg påvirker miljø og mennesker andre steder, og hvordan vi selv er spundet ind i ubæredygtige produktionsformer. Derfor kan det være svært at finde løsninger på problemerne og få øje på ens egne handlemuligheder.
Hvis en bæredygtig omstilling skal lykkes, skal vi udvikle evnen til at forstå sammenhængene mellem ubalancer i økonomien og ubalancer i miljø og klima, den sociale sammenhængskraft, arbejde, vores egen sundhed og trivsel mv. Vi har brug for at udvikle et tættere forhold til naturen, f.eks. gennem bedre forståelse for, hvor vores mad kommer fra. Vi må (gen)finde vores praktiske håndelag og tillid til vores egen evne til at finde løsninger på problemerne. Vi skal udvikle vores empati, den demokratiske samtale og evner til at skabe løsninger i fællesskab med andre. Og vi skal kunne drømme og udvikle reelle utopier for fremtidens samfund.
I NOAH arbejder vi med uddannelse til bæredygtig udvikling på mange forskellige platforme og for alle aldersgrupper. Vi udvikler undervisningsmaterialer og workshops til alt fra folkeskolen til højskole og de videregående uddannelser. Men uddannelse til bæredygtig udvikling foregår også uden for de institutionelle rammer, f.eks. i ungdomsforeningen Ungdom NOAH for unge mellem 15 og 25.
I vores arbejde kombinerer vi fagspecifik viden og kritisk samfundsanalyse med et fokus på løsninger, visioner og frem for alt lysten til at handle. Vi anvender den brede faglige ekspertise i NOAH sammen med didaktiske metoder og principper indenfor ESD (Education for Sustainable Development) såvel som uformelle metoder fra popular education for at skabe en helhedsorienteret læring. Gennem vores medlemskab af Friends of the Earth udvikler vi hele tiden vores tilgang til undervisning og læring og skaber nye projekter for uddannelse til bæredygtig udvikling på nationalt og internationalt plan.
Vi arbejder med:
Mærk Verden Aktuelt projekt. Vi udforsker vi nye koncepter, der får unge væk fra skærmene og ud i naturen, og som kan styrke deres forbindelse til hinanden, sig selv og naturen.
Grøn dannelse: forskning, gode råd, metoder m.m., en side til dig, der interesserer dig for undervisning for bæredygtig udvikling og hvordan vi skaber handlekompetence i teori og praksis.
Undervisningshæfter, -film og -hjemmesider til Folkeskole og Gymnasiet
Aktivisme: Hjemmesiden Tool for System Change giver konkrete værktøjer til workshops, organisering, mobilisering og meget mere