Globalisering Vinder-taber-projektet

Så er der G8-topmøde igen. Vanen tro vil kommandoen lyde på fuld skrue for den globale frihandel. Det betyder mere kul på de kedler, der med stor effektivitet omfordeler ressourcer fra de i forvejen fattige til de i forvejen rige.

En bæredygtig udvikling handler i høj grad om fordelingspolitik. Alligevel føres der på verdensplan en økonomisk politik, der betyder en forøget koncentration af økonomisk magt på de fås hænder, og marginalisering af de mange. Kritik af den nye neoliberale verdensorden forstummer ofte, inden den er fremsat. Måske fordi vinderne har sat sig så massivt på alle afkroge af magten. Taberne i det neoliberale spil er spredt ud over hele kasinoet: Lige fra den fattige bonde i Guatemala der ikke kan konkurrere med de intensive landbrug i ilandene, til hr. Sørensen i Videbæk der møder stigende usikkerhed i ansættelsen og erodering af hårdt tilkæmpede rettigheder.

Fundamentet for den neoliberale økonomi er, som alle ved, konkurrence. Teorien om konkurrencemæssige fordele fastslår at alle lande opnår fordele når investeringer foretages i de sektorer, hvor de enkelte lande producerer mest effektivt og derefter handler med hinanden. Det er imidlertid en teori, der blev udviklet i en tid, hvor kapital var stærkt forankret i nationale økonomier. I dag har vi en situation, hvor vi med informationsteknologien og åbne grænser, praktisk talt på et øjeblik kan flytte kapital rundt over hele Jorden. Det betyder, at det bliver stadigt sværere for de lande, der ikke sidder med vinderkortene (f.eks. en stabil økonomi, lave omkostninger og en god infrastruktur) at bevare og tiltrække international investeringskapital. Med andre ord er den absolutte fordel selvforstærkende, og systemet er ikke en fordel for alle.

Derfor er neoliberal økonomisk globalisering et vinder-taber-projekt, og ikke et vinder-vinder-projekt som mange hævder. Alligevel bliver teoretiske fejl som denne ignoreret. Det må være fordi, de lande, der er heldige nok til at have absolutte fordele, ofte er dem, der har udviklet deres økonomier og samfund ved at udnytte verdens befolkning og ressourcer. Disse lande er ironisk nok også ofte dem, der er de kraftigste fortalere for den neoliberale myte.

Havde den neoliberale økonomi så bare været bæredygtig, ville mange fejl kunne rettes hen af vejen - men det er den ikke! Dem som først foreslog frihandel som en løsning på verdens økonomiske problemer, var sikkert ikke klar over, at Jordens endelige ressourcebeholdning skulle gå hen og blive en begrænsende faktor i det 21'ende århundrede. Det har medvirket til, at vores nuværende økonomiske model er baseret på stigende forbrug af ressourcer - et forbrug der allerede nu langt har oversteget ubæredygtige dimensioner. Der er ingen usynlig hånd, der guider markedet mod bæredygtighed. En bæredygtig økonomi skal guides, og der må holdes hus med ressourceforbruget.

En reduktion af ilandenes ressourceforbrug vil, mere sandsynligt bringe fred og sikkerhed end neoliberal økonomisk globalisering. Til en vis grad er den nuværende kolossale fokusering på global frihandel, ikke meget andet end kolonialisternes kamp om ressourcer i det 19'ende århundrede. En fornuftig langsigtet sikkerhedspolitik vil fokusere på at reducere ressourceforbruget, især i ilande, og tillade alle lande en lige adgang til dem.

Profit går i stigende grad til firmaer og deres ejere i stedet for til lande og deres borgere. For det første kan potentielle investorer spille regeringer ud mod hinanden, for at opnå skattelettelser, og kræve lavere virksomhedsskatter og -standarder. Transnationale selskaber kan også, i vid udstrækning, minimere deres skatteomkostninger ved at flytte profit til lavskat-lande. Det er efterhånden klart, at når det regner på præsten, drypper det ikke automatisk på degnen.

De sidste årtier har virksomheder fået friere tøjler under forventning af, at de ville levere økonomisk vækst mere effektivt, hvis de blev ladt alene uden statslig indblanding. På det grundlag er deregulering - fjernelse af miljø-, sundheds-, sikkerheds- og andre bestemmelser - blevet accepteret. Desuden kan virksomheder som følge af deres tiltagende økonomiske styrke i stigende grad udøve pres på regeringer, især de svage eller korrupte.

De neoliberale vinde har også betydet, at store virksomheder er i stand til at puste mellemstatslige forhandlere i nakken. Virksomheders magt er blevet for stor, og for ofte bliver den misbrugt. Virksomheder udøver uacceptabel indflydelse på regeringer og mellemstatlige forhandlingsforløb. Denne udvikling eroderer demokratiet og skal vendes.

Den fremherskende neoliberale økonomiske alt-i-en-model reducerer selvforsyning, og fremmer en høj grad af afhængighed af den globale økonomi. Der er lille eller ingen plads til økonomisk mangfoldighed. Mangfoldighed er imidlertid uløseligt forbundet med bæredygtighed, og dette gælder for økonomi såvel som for ethvert andet område. Lande og samfund burde have lov til at vælge de økonomiske mekanismer og strategier, de mener, passer bedst til deres økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige behov. Denne beslutning skal tages med udgangspunkt i at optimere økonomisk aktivitet og samtidig fastholde en grad af selvforsyning for at anspore til udviklingen af stærke og mangfoldige økonomier, der er i stand til at modstå og indrette sig efter udefrakommende chok.

Et højt niveau af økonomisk vækst skaber ikke automatisk fordele for mennesker og miljø. Faktisk er det modsatte alt for ofte tilfældet. Kombineret med øget produktion og forbrug leder deregulering ofte til lavere sociale og miljømæssige standarder, samtidigt med øget ressourceforbrug og forurening.

Kun at hæve bruttonationalproduktet er ikke længere tilstrækkeligt. Tilfredsstillelse af borgernes behov, gennem et lige og bæredygtigt forbrug af Jordens ressourcer, burde være målet for et troværdigt og produktivt økonomisk system. Hovedformålene må være fattigdomsudryddelse, social og miljømæssig bæredygtighed, lighed mellem generationerne og menneskelig værdighed. Vi må administrere produktions- og forbrugsniveauerne. Det betyder, at der må føres en økonomisk politik, der sætter fokus på et optimalt niveau af økonomisk aktivitet, baseret på internationalt anerkendte nøgleprincipper på det sociale og miljømæssige område. Det er for bevidstløst at fokusere så meget på vækst, som vi gør for øjeblikket.

Vi må desuden fokusere på at adskille pengeøkonomi og den virkelige produktive økonomi, da den første i dag er langt mere profitabel end den sidste, og dermed tiltrækker flere investeringer. Der skal udvikles nationale og internationale reguleringer og støtteordninger til at booste investeringer i den virkelige økonomi og modvirke investeringer i den virtuelle økonomi. For det første skal produktive investeringer gives prioritet over spekulative investeringer. For det andet bør der kobles internationale aftaler om miljømæssige og sociale standarder til investeringerne. For det tredje skal Tobinskatten (lille afgift på valutahandel) tages i anvendelse for at lægge en dæmper på spekulation og for at frembringe og omfordele finansielle ressourcer, specielt med henblik på at opbygge bæredygtige samfund.

Mens en vis grad af international handel er uundgåelig og også ønskelig, er sunde og bæredygtige lokale økonomier og samfund, hvad der skal til for at opfylde menneskers grundlæggende behov. Imidlertid bliver disse på mange måder undergravet af den nuværende liberaliseringsproces. Det overdrevne fokus på international handel skaber ubalance mellem det lokale og det internationale, til skade for det lokale. I særdeleshed er det svært for små virksomheder at konkurrere med store transnationale, der opererer med langt større økonomier.

Dertil kommer, at international handel medfører alvorlige miljømæssige og sociale konsekvenser, dels p.g.a. langdistancetransport og brændstofforbrug, dels p.g.a. beskaffenheden og volumen af de varemængder der handles.

Den neoliberale økonomiske globalisering betyder en forøget koncentration af jord og magt på de fås hænder, og marginalisering og fattiggørelse af de mange. Der er et behov for at afbalancere handel til fordel for det lokale. Læg dertil, kære læser, den kendsgerning, at teoriens udgangspunkt ikke længere er gyldig, og det bliver tydeligt, at det neoliberale kasino bør totalrenoveres.

Af Jacob Sørensen, NOAH Bæredygtighed