Europas unge Vi vil have madsuverænitet nu!
Grundlovsdag lancerer Ungdom NOAH i samarbejde med deres europæiske netværk Young Friends of the Earth Europe, La Via Campesina Europe og ASEED Europe et ungdommens manifest for madsuverænitet.
Sammen med både bønder, landløse landarbejdere, aktivister, studerende og forbrugere har de gennem et år samlet vidnesbyrd fra en lang række aktører inden for fødevaresystemet. Og de er bekymrede. Den aktuelle neoliberale dagsorden, der dominerer fødevaresystemet, har resulteret i en række af kriser inden for klima, jordkvalitet og biodiversitet og skabt dårlige arbejdsvilkår i landbruget verden over.
Men. Der er heldigvis også en global bevægelse i gang, som forsøger at ændre vores madsystem. Det skal nemlig være sundere for forbrugerne, og langt mere bæredygtigt for jorden og for vores bønder at dyrke nok og næringsrig mad til en stigende global befolkning.
Linne Valling Rasmussen fra Ungdom NOAH er i øjeblikket i praktik på Mosegården i Vestsjælland og er ikke i tvivl.
- Vi skal revolutionere vores madsystem ved at erfare på vores kroppe, at sund mad tager tid og koster penge. Vi skal bringe madproduktionen tættere på, hvor folk er, så de kan fornemme, hvor lang tid det tager at luge en pesticidfri gulerodsmark.
Men samtidig med, at forbrugerne skal have øjnene op for, at et bæredygtigt madsystem koster flere penge og kræver masser af hænder i landbruget, så er der også nødt til at være en politisk proces, der kan bakke op om omstillingen. Det understreger Laura Bordum, som er aktivist i Ungdom NOAH.
- I stedet for at kanalisere al støtte ud til de konventionelle storskala landbrug, der dominerer fødevaresystemet i dag, er vores politikere nødt til at prioritere de regenerative jordbrug og honorere dem, der arbejder for at genskabe jordens frugtbarhed imens de dyrker den, fortæller hun.
Laura har det sidste års tid været med til at samle de vidnesbyrd, der ligger til grund for manifestet.
- Vi skal stoppe med at se mad som en handelsvare og i stedet se den som en rettighed. Selvfølgelig handler vi med mad, for vi kan ikke alle sammen dyrke den selv, men, det er problematisk, at mad i dag er blevet til ‘fødevarer’, dvs. noget virksomheder kan spekulere i på globale finansmarkeder, tilføjer hun.
Når manifestet lanceres på grundlovsdag, så er det ikke helt tilfældigt. Linne Valling Rasmussen pointerer, at det er fordi Ungdom NOAH vil understrege, at vores nuværende madproduktion er udemokratisk.
- Lige så meget som ytringsfrihed og parlamentarisk demokrati er grundlæggende menneskerettigheder, så bør adgang til ordentlig mad være en grundlovssikret ret. For retten til mad er retten til liv. Både i Danmark og globalt. Magten og maden skal ikke ligge på få hænder. Vi skal alle sammen have adgang til det, forklarer Linne.
Manifestet er sendt til alle partier og ungdomspartier i Danmark og de øvrige EU-lande samt til alle EU-parlamentsmedlemmer.
Du kan læse manifestet her
Manifstet er en del af projektet Growing Together, der får støtte af Erasmus+