Lúcia Ortiz om civilsamfunds rolle Vi skaber vejen ved at gå

Keynote speak af Lúcia Ortiz, direktør i Friends of the Earth Brazil.

Afholdt på CISUs konference om civilsamfundets rolle i den nye danske udviklingspolitiske strategi på Christiansborg den 27. Februar 2025. Teksten er oversat fra engelsk til dansk af NOAH.

___________________________

God eftermiddag. Jeg takker for invitationen fra CISU og vores lokale søsterorganisation NOAH, og jeg er beæret over muligheden for at bidrage til at styrke civilsamfundet gennem en ny dansk strategi for udviklingssamarbejde, her i Folketinget.

Jeg kom hertil hele vejen fra Brasilien. Det er et enormt og mega mangfoldigt land, med kontinentale dimensioner, 6 biomer, 27 føderative stater, 212 millioner mennesker, hvor 80% bor i byområder. Så diverse er dets folk og måder at organisere sig på for at tage sig af det levende.

At være til på grund af forfædres visdom der udgøres af en befolkning på 1,7 millioner oprindelige folk fra mere end 300 nationer, der taler 250 sprog, som modstod kolonialt folkedrab, og i dag er ansvarlige for de bedst bevarede områder i landet, selvom kun 40 % af dem bor i formelt anerkendte oprindelige folks territorier.

På grund af den afrobrasilianske befolkning, efterkommere af mere end 10 millioner mennesker, der ankom til den brasilianske kyst som slaver, revet væk fra deres hjemlande på det afrikanske kontinent, som bevarede og genfandt åndelig viden som en overlevelsesstrategi, delt generøst i nutiden som unikke og innovative måder at bygge territorier af liv på.

På grund af traditionelle samfund, der besidder de bedste teknologier til at leve af og med mangrover, hav, floder, skove eller savanner, hvad enten det er i den grønne eller blå Amazonas[1], der deles med folk fra 9 andre lande, eller i de andre rige økosystemer i Atlanterhavsskoven, Cerrado, Pantanal’s vådområder, Pampas naturlige græsarealer i den sydlige del eller Caasta-regionen i den halvtørre nordlige del, er det de biomer, der er unikke for det brasilianske territorium.

På grund af kvinder, der fra gammel tid har syet net af omsorg, beskyttelse og solidaritet i deres samfund og territorier, mellem land- og byområder, og blandt mindst halvdelen af jordens befolkning, som bygger veje til frigørelse — væk fra patriarkatet, kolonialisme, imperialisme, militarisme og alle former for vold og undertrykkelse.

På grund af mennesker, der i en hvilken som helst historisk tid har valgt at stå på den rigtige side og kan sige: “Jeg er her stadig”, forsvarer demokrati, mennesker og folks rettigheder, og lærer af og med samfundene, selvom de står over for ulighed, uretfærdighed og trusler om top-down mega "udviklingsprojekter", lærer de fra sig om, hvordan vi kan leve med værdighed og i respekt for det liv, som denne smukke planet deler med os. Fordi det tog dem århundreders modstand at bygge det, vi i dag kalder modstandskraft.

Da vi kun kan elske og drage omsorg for, hvem og for hvad vi kender, kan international solidaritet og samarbejde være en måde at lære af hinanden, om hvordan man opbygger miljø- og klimaretfærdighed for alle, med vores fødder, hænder og hjerter, hvor livet foregår — på jorden.

Da jeg studerede geologi ved det offentlige føderale universitet i Rio Grande do Sul, tog jeg en bus til Rio de Janeiro, hvor jeg repræsenterede et lokalt ungdomskollektiv. Det var for at deltage i det globale forum for ngo'er og sociale bevægelser parallelt med Rio92 FN-konferencen. 

Da økologiske NGO'er begyndte at boome i det Globale Syd lige efter Stockholm-konferencen i 1972 eller Brundtland-rapporten, hvor lokal handling der var meget formet af nordlige ideer om "bæredygtig udvikling", opstod brasilianske sociale bevægelser efter fire årtiers militærdiktatur, støttet af USA, som det skete med andre lande i regionen. Disse bevægelser krævede arbejds- og reproduktive rettigheder, landbrugsreformer, territoriale rettigheder til indfødte og kilimbolas ... og har arbejdet sammen om at forme den nationale forfatning fra 1988. Denne kobling i måden at organisere sig på på den globale scene, var på det tidspunkt en nyskabelse, der skabte en masse lærdomme, der fremmede yderligere interesse for den globale bevægelse, der udfordrede neoliberalisme, IMF-gældsbyrder og transnationale selskabers magt og betingelser.

Et årti senere sluttede jeg mig til en lille national NGO, Friends of the Earth Brazil, for at kæmpe mod kulminedrift og kraftværker og begyndte at følge Klima COP'erne. Derefter færdiggjorde jeg mine kandidatstudier og sagde mit job op som forsker ved Statens Miljøbeskyttelsesagentur for at organisere Friends of The Earths deltagelse fra hele verden ved World Social Forum i Porto Alegre, min hjemby. Hundredvis af tematiske, regionale og internationale netværk blev dannet dér fra 2001 til 2005. De udviklede forslag til offentlige politikker om solidaritetsøkonomi, agroøkologi og familielandbrugets deltagelse i offentlige budgetter. Noget som er blevet anerkendt globalt som referencer til bekæmpelse af sult og sociale og økonomiske uligheder.

Springer vi tilbage til Rio, til Peoples' Summit på Rio+20-konferencen, organiserede civilsamfundsorganisationer og sociale bevægelser sig for at forske i og lære med lokalsamfund over hele landet, hvad påvirkningen af FN's nye grønne økonomidagsorden ville være for småbønders, fiskeres, oprindelige folks og kilombolas[2] territorier. Den proces opbyggede magt til at udfordre falske løsninger, der baserer sig på finansialisering af naturen. Processen skabte også en generation af aktivister, der bliver ved med at kæmpe mod virksomheders tilfangetagelse af FN og politikudformende rum på alle niveauer, og det gives videre til de unge, der forbereder Folketopmødet på COP30 i Belem do Pará.

Sidste år var jeg vidne til, hvordan colombianske afro-efterkommere, der organiserede sig med tusindvis af lokalsamfund i Latinamerika og Caribien, som en del af en regional folkeintegrationsproces, satte en milepæl ved UN CBD (Convention on Biological Diversity, red.) COP16 i Cali: 

Anerkendelsen af den centrale rolle afro-efterkommeres indsatser og handlinger, omfattende kollektiver der legemliggør traditionelle livsstile, spiller i at bevare biodiversitet og gør en positiv forskel på globalt plan. Mens konventionen i løbet af 30 år dybest set ikke kunne blive enige om egentlig finansiering af biodiversitetsbeskyttelse, tog civilsamfundsorganisationer med magten fra territorier, der bevarer og opretholder liv, et symbolsk skridt videre for historisk reparation. Dette skal også være tonikken for folks krav til dem, der er historiske ansvarlige for klimakrisen ved det næste klimatopmøde i det brasilianske Amazonas: demokratisering af klimafinansiering, for erstatning og en retfærdig og inklusiv overgang, uden mere illegitim gæld eller forbindelser til kulstofmarkeder, med offentlige midler og styring af samfund og sociale bevægelser.

På denne personlige og kollektive rejse, med det internationalistiske solidaritet som princip i Friends of the Earth føderationen, bringer jeg her et par eksempler på, hvordan vi kan lære og samarbejde mellem lokale NGO'er fra nord og syd, forbundet med sociale bevægelser i strategiske alliancer, der deler samme vision for miljøretfærdighed, i ligeværdigt partnerskab, som vi oplever med NOAH - Friends of the Earth Danmark, og CISU, som har gjort det muligt at støtte lokale organisationer i nødsituationer i Haiti, Costa Rica, Brasilien og El Salvador:

1) Brasilien: 

Sidste år i maj så vi hidtil usete oversvømmelser og en klimakatastrofe, der ramte mere end 2 millioner mennesker og 95 % af de næsten 500 kommuner i Rio Grande do Sul-staten. Det fik global opmærksomhed og solidaritet. Men det var kun lokalbefolkningen i de berørte byer, der allerede var organiseret, der kunne reagere på de basale behov, rettidigt og indtil nu. Sociale bevægelser i byer og på landet havde tidligere erfaring fra pandemiperioden med at organisere permanente solidaritetskøkkener med sund mad produceret af Small Farmers Movement (MPA) og i Landless Movement (MST) bosættelser, hvor 700 tusinde mennesker døde af Covid, og sult var tilbage i de brasilianske statistikker. Så de kunne hurtigt bygge lokal infrastruktur og mobilisere lokal solidaritet til at gå fra 300 til 4.000 måltider om dagen i hovedstaden og i hvert køkken spredt i de hårdest ramte kommuner. Denne erfaring formede forslag, der nu er taget i brug som nationale offentlige politikker for at bekæmpe sult og opbygge klimaresiliens og tilpasning.

Denne måned samledes hundredvis af folk fra Belem og fra oprindelige folks territorier for at protestere mod loven 10.820/2024, de samledes og besatte Parás statssekretariat for uddannelse (SEDUC). I samarbejde med StarLink nægtede delstatsregeringen retten til uddannelse for oprindelige lærere og studerende for at blive erstattet af online fjernundervisning. Mens oprindelige folks ret til uddannelse blev krænket i Pará, delte repræsentanter fra civilsamfundsorganitioner fra hele landet og internationale personer, der er i færd med planlægningen af Peoples’ Summit på COP30, ordet og udtrykte solidaritet globalt, herunder fra Danmark. Loven blev endeligt tilbagekaldt på statsniveau. Men i den nationale kongres og ved højesteret fastholder vi i øjeblikket kampen for, hvad den nationale forfatning af 1988 siger: at der ikke er nogen tidsramme (Marco Temporal) til at begrænse oprindelige folks rettigheder til deres territorier og selvbestemmelse mod udvindingsprojekter, og at der ikke er nogen klimaretfærdighed eller klimaløsninger, der kan gennemføres uden rettigheder til jord, for dem der har de egentlige løsninger på klima- og biodiversitetskrisen. 

2) Friends of the Earth Latinamerika of Caribien

Latinamerika og Caribien er de farligste regioner at være miljø- og menneskerettighedsforkæmper i. I 2022 skete næsten 88 % af drab på miljøforkæmpere i Latinamerika. Gennem Friends of the Earth på regionalt niveau arbejder vi på at forebygge og reagere på menneskerettighedskrænkelser og styrke græsrodsorganiseringen, dokumentere krænkelser, opbygge alliancer og gennemføre fortalerarbejde. Disse aktiviteter udføres i samarbejde mellem Friends of the Earth grupper i Latinamerika og Caribien og NOAH her i Danmark, støttet af CISU finansierede projekter. Vi handler i samarbejde, presser ambassader og spreder budskabet om, at statsvold og virksomhedsvold ikke kan være synonymt med sikkerhed eller være en rollemodel at følge. Det er lykkedes at få Defenders’ (miljø- og menneskerettighedsforkæmpere, red.) i safe houses, før det var for sent, vi er lykkedes med bred mobilisering og lykkedes med faktisk at stoppe miljøødelæggende projekter på jorden.

3) Læring fra globalt nord-syd - samarbejde og værdifulde bidrag

Hvad kan vi lære af lokalsamfund organiseret rundt om i verden om at opbygge nationale og globale kulturer med fred, demokrati og miljøretfærdighed? Hvad kan civilsamfund i syd og nord lære af hinanden? Hvis Janteloven siger, at vi ikke er bedre end hinanden, må vi lære af vores rige mangfoldighed og succes, ligesom vi lærer af tidevandet i Amazonas: vandene når de mødes, de vokser, de stiger.

I Friends of the Earth siger vi, at de virkelige løsninger, der fører til systemiske og varige transformative forandringer, er dem, der er bygget på folks magt, hvilket betyder, at folk er organiseret nedefra og op, fra territorier og deres erindringer, kulturer, visdom og historie, fra hvert samfund til civilsamfundsorganisationer, danner sociale bevægelser til politikskabende rum, indbyrdes forbundet globalt i internationalistisk solidaritet.

I 2021 blev olieefterforskning forbudt i Grønland med støtte fra det globale civilsamfund i klimaretfærdighedsbevægelsen. Nu tror Trump, at Grønland kan købes, og Palæstina kan ryddes fra sit folk og forvandles til en riviera, eller at det kun kræver, at Google ændrer navnet på den mexicanske golf for at gøre det til en ejendom tilhørende amerikanske olieselskaber.

Det samme kan ske i det Blå Amazonas nu, i det uberørte havområde og i det følsomme kyst-, flod- og mangrove-økosystem langs de 320 kilometer, der hører til Brasilien i Atlanterhavets ækvatoriale område. Så beskyttelse af Amazonas folk, for at beskytte skove og farvande, er det bedste bidrag, som Brasilien kan give for at tackle klimakrisen. Men selv dette er af interesse for historiske klimakriminelle som Exxon Mobil, Chevron, Shell, Total, Eni og andre transnationale virksomheder, det sætter Lula-regeringen, Petrobras og den nationale energisuverænitet i spotlys. Vi opfordrer til global solidaritet for en no-go-zone for olie- og mineraludvinding i det Blå Amazonas til støtte for folks suverænitet til at definere de nationale udviklingspolitikker nedefra og op. Og vær opmærksom på, at vi skal stoppe Big Tech, Big Oil og Big Money klimabenægtende dagsorden og gøre næste års præsidentvalgskandidater opmærksom på dette, så det ækvatoriale område og Det Caribiske Hav ikke skifter navn efter amerikanske olieselskaber.

Over for dette komplekse scenarie og det faktum, at vi allesammen går på den samme elskede Jord, forudsat at vi ikke har eller ikke ønsker at flytte til en Planet B, slutter jeg her med et par forslag til at styrke båndene af solidaritet og samarbejde.

Forslag:

Frem støtte til lokalt organiserede fællesskaber, praktikophold og folkelige uddannelsesprocesser for at akkumulere viden og skabe en intergenerationel kultur for samarbejde og læring.

Støt langsigtede regionalt formulerede strategier og rum for politisk dannelse af lokalsamfund og civilsamfundsorganisationer med sociale bevægelser, med fokus på kvinder, unge og traditionelle samfund, fordi vi har brug for nye stemmer, der opnår magt og intergenerationel retfærdighed, hvilket betyder, at vi skal bevare og ære folks minder og historier.

Omfavn kulturelle aktiviteter og forskelligartede livsformer, der hylder harmoni med naturen og solidaritet blandt folk, erfaringer der kan give læring til omverdenen, om rigdommen af folkelige teknologier og lokal visdom om at opbygge klimaretfærdighed, tilpasning og retfærdig genopretning efter klimakatastrofer baseret på lokalt udviklede kompetencer.

Inspirer lokale civilsamfundsorganisationer ved at dele historier og sejre om sydlige og nordlige kampe, og byg bro mellem dem med offentlig støtte til samarbejde, kulturelle og innovative udvekslinger.

Lav ærlig, inspirerende kommunikation - fri for store virksomheder. Der er mere end nogensinde behov for folks evner til at organisere sig for at beskytte deres territorier og mental sundhed globalt.

Invester i organiseringen af ​​borgere, der er i stand til at reagere, når en krise rammer, øge modstandskraften og håb i fremtiden som en måde at mobilisere arbejde, energi, ideer og innovation for at overvinde frygt og fortvivlelse.

Frem dialog mellem familielandbrug, fagforeninger og civilsamfundsorganisationer om deres grunde til at være imod frihandelsaftaler som mellem EU og Mercosur.

Støt langsigtede strategier for regional integration mellem folk og institutioner, såsom CELAC (Community of Latin American and Caribbean States, red.), for at garantere demokrati og social kontrol af mere effektive politikker for retfærdig omstilling af mad- og energisystemer, samt for at opnå fri bevægelighed for folk på de amerikanske kontinenter, som det er en ret for borgerne i EU, i stedet for fri bevægelighed for varer og mure der forhindrer menneskelig bevægelse.

Tak!

___________________________

Fodnoter:
[1]: Det grønne Amazonas refererer til regnskoven, det blå Amazonas referer til de brasilianske farvande.
[2]: Kilombolas er afrobrasilianske efterkommere af slavegjorte mennesker, der stak af og skabte nye naturbaserede samfund, kilombos, i skjul for kolonimagten. Det findes den dag 1,3 mio. Kilombo lokalsamfund i Brasilien.