FN-møde om fødevaresikkerhed Svaret på den globale fødevarekrise er systemforandring

Ruslands invasion af Ukraine fik fødevarekrisen på dagsordenen med priser på hvede der steg 70 %. FAO forudsagde, at yderligere 13 millioner mennesker ville blive skubbet ud i sult. Men priserne steg før nogen form for manglende udbud, på grund af spekulation og profitmageri på de finansielle markeder. Panikken på globale fødevaremarkeder, forårsaget af konflikten mellem verdens største producenter af hvede og kunstgødning, har afsløret den enorme skrøbelighed af det globale fødevaresystem. I dag er mindst 20 lande afhængige af Rusland og Ukraine for halvdelen af deres import af hvede. I det østlige Afrika er hvede blevet en basisfødevare, på trods af at den ikke dyrkes i området. 84 % bliver importeret, hovedsageligt fra Rusland og Ukraine.

Et skrøbeligt fødevaresystem bygget på en neoliberal doktrin

Det nuværende industrielle fødevaresystem er en drivkraft for flere kriser: klima, mad, miljø og folkesundhedskriser. Globale produktionskæder er også meget sårbare over for disse chok. Understøttet af en industriel model for fødevareproduktion er den globale agroindustri stærkt afhængig af fossile brændstoffer og kemiske input, hvilket er domineret af en håndfuld virksomheder. Det betyder, at fødevarepriserne følger stigende energipriser, mens intensiv fødevareproduktion bidrager til drivhusgasudledninger og miljøødelæggelse. Efterhånden som klimakrisen forstærkes, opstår de ekstreme vejrbegivenheder som tørker, oversvømmelser og hedebølger oplevet på Afrikas Horn, Pakistan og Europa i år, og de bliver hyppigere. Dette skubber udsatte mennesker længere ud i fattigdom og sult, mens de påvirker småproducenternes evne til at brødføde deres lokalsamfund i fremtiden. Igangværende konflikter, krige og besættelser er blandt de vigtigste drivkræfter bag global sult. Ofte er disse konflikter over ressourceudvinding eller jord, som forværres af klimaændringer. Desuden har mange års neoliberal doktrin og politikker (strukturtilpasning, betingede lån, finanssektorens deregulering og frihandelsaftaler) gjort mange tidligere selvforsynende lande afhængige af import. Stigende betinget gæld for lande i Globale Syd, som Sri Lanka, har frataget dem muligheden for at yde offentlig finansiering til at klare sig igennem stigende fødevarepriser, sundhedsomkostninger, energifattigdom eller klimapåvirkninger.

Sult og fødevarekrise er en strukturel skam

Sult var udbredt, allerede før konflikten mellem Rusland og Ukraine begyndte. Ifølge FAO blev mellem 702 og 828 millioner mennesker ramt af sult i 2021. I 2020 havde mere end 2 milliarder mennesker ikke tilstrækkelig adgang til mad. Covid-19-pandemien skubbede 150 millioner flere ud i sult. Disse vedvarende og chokerende niveauer af sult afslører strukturelle problemer i det industrielle fødevaresystem. Problemet er ikke utilstrækkelig fødevareproduktion, men en blind besættelse af produktivitet, overskud og globale markeder som vejen til at levere mad, snarere end et fokus på at realisere retten til mad, og folks rettigheder generelt.

Agroindustrien kontrollerer markedet

Verden over ser vi strukturel fattigdom, lave lønninger og stigende ulighed. Det industrielle landbrug er domineret af en håndfuld virksomheder, med enorm indflydelse på markeder, forskning og politik. De "fire store" kornhandlere - Archer Daniels Midland, Bunge, Cargill og Louis Dreyfus – rapporterede deres højeste overskud nogensinde i 2021. Den samlede rigdom af fødevarer selskaber og milliardærer voksede med 45 % i 2021/22 til 382 milliarder dollars. Transnationale selskaber har forvandlet mad til en finansiel handelsvare, som de spekulerer og beriger sig selv med uden mål. I mellemtiden står småproducenter over for stigende undertrykkelse og trusler mod deres levebrød. Landbrugsvirksomheder bruger fødevarekrisen til at lobbye for flere tilskud og fjerne eksisterende regulering. Under dække af 'kriserespons' kan fratage bønder, oprindelige folk og familiebrug jord og ressourcer til anlæggelse af monokulturelle træplantager eller intensive bedrifter. Alligevel leverer småskala-bønder mad til mere end 70 % af verdens befolkning. De producerer på en mere bæredygtig måde ved at bruge mindre end 25 % af verdens ressourcer (jord, vand, brændstoffer).

Systemforandring skal føre til madsuverænitet

Svaret på den globale fødevarekrise er ikke at udvide de globale markeder eller at producere mere intensivt. Vi har brug for et skift i fokus, væk fra profit og økonomisk vækst mod retten til mad. Mennesker over hele verden arbejder allerede for denne transformation – fra byhaver i Malaysia til oprindelige folks frø-netværk i Uruguay. Steder som Togo, El Salvador og Filippinerne har i løbet af COVID-19 pandemien vist at lokale agroøkologiske madsystemer og korte forsyningskæder er robuste og innovative. En radikal transformation af vores fødevaresystem mod madsuverænitet er mulig. Det kræver passende offentlige politikker til at mindske afhængigheden af fødevareimport og sætte skub i lokale fødevaresystemer, især i det Globale Syd. Det betyder, at social og økonomisk retfærdighed skal garanteres via gældssanering og standsning af frihandelsaftaler og uretfærdige investeringsaftaler. Det betyder demontering af virksomhedens magt. Det kræver også investeringer i offentlige institutioner og politikker for at understøtte retten til mad og agroøkologi, mens menneskers ret til at kontrollere deres territorier - jord, vand og frø – skal garenteres. Det betyder, at lokal viden og markeder skal værdsættes og sociale relationer baseret på retfærdighed og solidaritet plejes. Det involverer, at tackle de overlappende undertrykkelser, der opererer i fødevaresystemet – patriarkat, racisme, kolonialisme og klasse – og anerkendelse af kvinders grundlæggende rolle i madproduktion. I sidste ende betyder det at støtte dem, der brødføder verden på en måde, der beskytter biodiversitet, sænker emissioner og modvirker destruktivt industrielt landbrug. Svaret på den globale fødevarekrise er systemforandring.