COP27 Store forurenende virksomheder bringer falske løsninger til forhandlingsbordet

Der er en stor ulighed i repræsentationen ved COP’erne. Transnationale virksomheder og erhvervsdelegationer fra rige lande har - i kraft af deres økonomiske formåen - de bedste muligheder for at komme i kontakt med beslutningstagerne.

I Danmarks tilfælde ser det ud til at erhvervsdelegationen og den politiske delegation af embedsfolk og politikere nærmest er smeltet helt sammen, idet State of Green, der er et statsligt-privat partnerskab, har sikret sig plads helt inde i den såkaldte forhandlingszone på COP27. Med deres program på COP27 ønsker de at skabe interesse for danske klimaløsninger.

Når vi synes det er vigtigt at sætte fokus på uligheden i repræsentation og virksomhedernes ageren, så er det ikke kun på grund af deres ensidige fokus på teknologier, der i mange tilfælde slet ikke findes endnu.

Det er også fordi, de er fortalere for klimaplaner baseret på ideen om “netto-nul”, der gør det muligt for virksomhederne at kompensere for deres emissioner ved at investere i træplantning eller skovbevarelse (især i det globale Syd). Det er det, der betegnes offsetting.

På den måde kan de fortsætte med at udlede store mængder klimagasser, mens de fremstår som klimaneutrale. Virksomhederne har haft held med at overbevise verdenssamfundet om, at vi skal stille os tilfredse med den kompensationslogik, netto-nul dækker over. Men det er en farlig og usolidarisk vej at gå.

Netto-nul giver falske forhåbninger

Mere end 1.500 transnationale virksomheder har afgivet løfter om netto-nul-emissioner baseret på kompensationer og teknologiske løsninger, lige fra olie- og gaskoncerner til industrielle fødevaregiganter. Sådanne løfter indebærer, at de offentligt forpligter sig til at annullere deres klima-emissioner inden for en bestemt periode.

Den tendens er en stigende trussel mod at bremse klimakrisen, for regnestykket går simpelthen ikke op med planetens naturgrundlag. Forestillingen om at det kan lade sig gøre, afleder opmærksomheden fra at nedbringe emissionerne her og nu - og altså stile efter et reelt nul.

Oprindelige folk, bønder og andre lokalsamfund risikerer at blive udsat for landgrabbing og ekspropriation af jord, som følge af det massive arealforbrug, som virksomhedernes netto-nul-løfter vil kræve.

For eksempel forudsætter Nestlés offsetting-planer, at der hvert år skal plantes træer på mindst 4,4 millioner hektar jord. Det er et areal større end hele Schweiz. Samtidig vil Shells ønske om opskalering af naturbaserede løsninger vil kræve, at der skal plantes træer på et areal, der nærmer sig Brasiliens.

Virksomhederne må ud af forhandlingsrummet

I Danmark har vi set Arla forsøge sig med at sælge mælk, der var “CO2-neutral kompenseret med klimakreditter”, hvilket heldigvis vakte store protester og blandt andet førte til, at NOAH og Forbrugerrådet Tænk sammen klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet (en klage vi endnu ikke har fået svar på). Arla har efterfølgende følt sig tvunget til at opgive deres kampagne.

Arla er med i den danske pavillions program på COP27. De, ligesom hundredvis af andre virksomheder, laver netto-nul-løfter og deltager ved COP-forhandlinger for at promovere deres klimaskadelige produkter.

De kommer ikke til at levere løsninger til et reelt nul-emissionssamfund. Derfor er det et problem, at store forurenende virksomhederne sidder med ved bordet i klimaforhandlingerne, og at den danske forhandlingsdelegation er et partnerskab mellem den danske stat og de store danske virksomheder.

At virksomhederne bliver sendt ud af forhandlingsrummet, vil være et første skridt til at forlade illusionen om netto-nul, og i stedet gå efter reelle nul-emissionssamfund.

Indlægget er bragt på Altinget 17.11.22