EU-valg Stop afbrændingen af træ til energi
I NOAH var vi inden valget nysgerrige efter at vide præcist, hvordan partierne forholder sig til spørgsmålet om afbrænding af træbiomasse til energi. Se kandidaternes svar i denne artikel.
Via fotosyntesen opfanger skovenes træer atmosfærens CO2 og bygger det ind i blade, grene, stammer og rødder. Hvert år lagres der således store mængder CO2 i træerne. Efterhånden bygges det også ind i skovbunden, så den kommer til at indeholde kulstofholdigt organisk materiale. Alt det organiske materiale gør, at jorden bliver god til at holde på vandet, og den bliver dejlig blød at gå på.
De sidste år er skovenes evne til at opfange atmosfærens CO2 desværre blevet svækket, fordi der fældes alt for mange træer. En stærkt medvirkende årsag til, at det sker, er, at der brændes mere og mere træ af i de europæiske kraftvarmeværker. Så hvor skovene tidligere var med til at modvirke klimaforandringerne, er denne evne nu ved at blive ødelagt.
CO2’en, der er bundet i træerne, kommer ud af kraftvarmeværkernes skorstene i det land, hvor træerne brændes af. Men den CO2, der kommer ud af skorstenene, regnes ikke med i klimaregnskaberne, og afbrænding af træ hører ind under EU’s direktiv om vedvarende energi, der bestemmer, hvilke energiformer der skal støttes i den grønne omstilling.
Afbrænding af træ regnes altså som en vedvarende energikilde og pynter i EU-landenes klimaregnskaber. Derfor er det meget attraktivt at brænde det af. Men i virkeligheden gavner det ikke klimaet. I stedet accelererer det den globale opvarmning og tabet af biodiversitet. Det er også skadeligt for menneskers sundhed, når vi mister adgangen til skove med stor biodiversitet. At indånde brænderøg er desuden meget sundhedsskadeligt. I Danmark er det mest noget, man udsættes for i forbindelse med afbrænding af brænde i private hjem.
European Scientific Advisory Board on Climate Change har i en rapport fra i år skrevet, at “Nyere litteratur tyder på, at begrænsning af høst på kort til mellemlangt sigt er mere effektivt til at modvirke klimaændringer end at øge høsten for at producere mere bioenergi og træbaserede materialer.” (Vores oversættelse).
Og det vi har brug for er jo netop noget, der modvirker klimaforandringerne her og nu.
Derfor bør vi beskytte skovene i stedet for at brænde dem af, og skovenes biomasse skal fjernes fra EU's direktiv om vedvarende energi.
NOAH arbejder sammen med organisationer fra mange andre lande for, at EU skal anerkende, at afbrænding af skovbiomasse ikke kan anses for at være vedvarende energi. Desværre lykkedes det ikke sidste år, da EU’s direktiv om vedvarende energi skulle revideres.
Men at brænde træ af som vedvarende energi er politisk bestemt, og EU-Parlamentet kan være med til at sætte en stopper for det.
Kan vi mon lære noget af at kigge på det “gamle” parlament?
Ved at se på, hvordan de forskellige grupper i EU-parlamentet stemte i den sidste 5-års periode, kan man få et fingerpeg om, hvordan de danske politikere vil stemme i den næste periode.
Det har 5 internationale grønne organisationer gjort. De har undersøgt, hvordan de politiske grupper har stemt i forhold til tre emner, som fremgår af figuren herunder, nemlig: Climate (klima), Nature (natur) og Pollution (forurening).
Grøn = the protectors - det betyder “dem der beskytter”
Gul = the procrastinators - det betyder ”dem der udsætter”
Rød = the prehistoric thinkers - det betyder “de forhistoriske tænkere”
Kilde: BirdLife International, Climate Action Network, European Environmental Bureau, Transport & Environment og WWF European Policy Office: Leading Environment and Climate Organisations Score European Parliament’s 2019-2024 Performance, 14.4.2024
Hvilke danske partier hører til hvilke grupper i EU-parlamentet?
Greens / European Free Alliance (den grønne gruppe): I denne gruppe findes SF, og det er også denne gruppe, Alternativet gerne vil ind i.
The left (venstrefløjsgruppen): I denne gruppe findes Enhedslisten
Progressive Alliance of Socialists and Democrats (S&D) (den socialdemokratiske gruppe: I denne gruppe findes Socialdemokratiet.
Renew Europe: Her findes Venstre og De Radikale og det er også denne gruppe, Moderaterne gik ind i og gerne vil blive i.
European People’s Party (EPP): Her findes de konservative, og det er også denne gruppe, Liberal Alliance gerne vil ind i.
European Conservatives and Reformists (ECR): Denne gruppe er Danmarksdemokraterne gået ind i.
Identity and Democracy (ID): Her findes Dansk Folkeparti.
Kilde: Altinget 21,9.20223: Overblik: Her er alle partiernes kandidater og alliancer til EU-valget
(Danmarksdemokraterne vidste ikke, hvilken gruppe de ville gå ind i, og vi har ikke kunnet finde det på deres hjemmeside)
Hvis man på 5 internationale grønne organisationers hjemmeside går til figuren EU Parliament Scoreboard, kan man finde de danske stemmer ved at trykke på National Parties og gå ned til Danmark. Her kan man finde ud af, hvordan de forskellige partier har stemt i forhold til de tre forskellige emner: klima, natur og forurening.
Oversigten viser, at Enhedslisten skarpt forfulgt af SF har været de mest ambitiøse danske partier i EU i den foregående valgperiode. NOAH har i løbet af perioden været i kontakt med de fleste danske partier i EU-parlamentet, og kan nikke genkendende til, at Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten og Margrete Auken og Kira Marie Peter-Hansen fra SF har arbejdet aktivt for at stoppe afbrændingen af træ til energi.
Igen vil Enhedslisten og SF vil befinde sig i de grønneste grupper - desværre uden Alternativet.
I NOAH var vi inden valget nysgerrige efter at vide præcist, hvordan partierne forholder sig til spørgsmålet om afbrænding af træbiomasse til energi.
Derfor har vi stillet tre kandidater fra hvert parti to spørgsmål i forbindelse med det kommende valg til EU-parlamentet:
1) Bør det være tilladt at lade som om, at der ikke kommer CO2 ud af skorstenene, når man afbrænder træ (= nul-emission)?
2) Bør skovbiomasse være inkluderet i EU’s direktiv om vedvarende energi?
Her er et udpluk af svarene for de partier (i alfabetisk orden), vi fik svar fra.
De svarede alle nej til begge spørgsmål, og kan altså gå under betegnelsen skovbeskyttere:
Alternativet
Jan Kristoffersen:
- Det bliver et nej til begge spørgsmål.
Petar Socevic:
- Jeg er helt enig i jeres betragtninger, og vil aktivt arbejde for det i Europa-Parlamentet.
Enhedslisten
Per Clausen:
- Tak for jeres yderst relevante spørgsmål. Jeg kan svare nej til dem begge.
Frederikke Hellemannn:
- Jeg er enig med NOAHs betragtninger.
Liberal Alliance
Thorbjørn Jacobsen:
- Biomasse er kun vedvarende, når ens forbrug er bæredygtigt, og det er så langt fra tilfældet. Danmark er reelt blevet et grønt foregangsland ved at brænde andre landes skove.
Radikale Venstre
Anne Sophie Callesen:
- Svaret på de to spørgsmål er nej og nej.
Philip Tarning-Andersen:
- Det er et stort problem, at [biomasse] som nuværende bare antages CO2-neutralt uden man har tænkt over, hvornår CO2-optag og -udledning har fundet sted.
Anne-Sofie Sadolin Henningsen:
- Biomasse bør ikke tælle som CO2-neutralt, når det brændes af, i hvert fald ikke i de mængder, som vi bruger i Danmark.
- Klimarådet konkluderede sidste år netop, at biomasse ikke bør regnes som CO2-neutralt. Det ville være virkelig godt, hvis vi fjernede støtten til biomasse.
SF
Kira Marie Peter-Hansen:
- Klassificering af skovbiomasse og biobrændstoffer som vedvarende energi er kontroversiel og, ifølge mig, dybt problematisk.
Villy Søvndal:
- Vi kan ikke tillade, at vi bare lader som om, at der ikke kommer CO2 ud af skorstenene ved afbrænding af træ. Skovbiomasse bør ikke inkluderes i EU's direktiv om vedvarende energi. Intensiv udnyttelse af træ til energi kan faktisk medvirke til en nettostigning i CO2-udledninger.
Hvad mener de øvrige partier?
De øvrige partier gav ikke noget svar. Det gælder Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Konservative, Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre. Dem kunne vi ikke anbefale at stemme på.