Motorvej over Kattegat Som at få en kniv i maven

Selv om vi mennesker bryster os af vor overlegne intelligens, er vi dog fortfarende først og fremmest kropslige og sanselige væsner. Som sådan er vi uundgåeligt nedfældet i et skæbnefællesskab med vort ophav – den kropsligt og sanseligt givne natur. Vi indånder luften og ånder den ud igen. Vi drikker vand og udskiller det igen. Vi spiser føde og sender affaldsstofferne tilbage til, hvor de kom fra.

Men vi indgår ikke blot i et fysisk stofskifte med vort ophav – der er mere på spil, meget mere. Som sanselige væsner ”indånder” vi tillige naturen på en mere ”åndelig” måde: Vi tiltales af dens myriader af tegn, glæder os over dens umådelige mangfoldighed og undrer os over dens viselige indretning. Dette kræver dog, at vi har åbnet vore sanser, hvilket igen forudsætter, at vi er til stede i vor krop – eller rettere: At vi er til stede på netop det sted, hvor vores krop befinder sig.

Steder betyder noget for os mennesker. De forbinder os med vore omgivelser og knytter os til et historisk fællesskab, der altid er forbundet med et sted. Tilknytningen til et sted giver vort liv fylde, og derfor har alle mennesker deres særligt betydningsfulde steder

For mig og min familie er Røsnæs på Vestsjælland et sådant sted. Dette næs, der strækker sig fra Kalundborg og godt 15 km ud i det farvand, der skiller Kattegat fra Storebælt, er en perle i den danske natur. Det er et stærkt kuperet morænelandskab med stejle skrænter mod syd og flade strandenge mod nord. Om efteråret samler sig titusinder af edderfugle mellem Røsnæs og Samsø for at æde sig fede i muslinger. Forår og efterår er luften tyk af trækkende gæs – og under de rette vindforhold desuden rovfugle på gennemrejse til og fra Sverige. Havet omkring næsset er godt fisketerræn, hvilket ikke alene er til glæde for fiskere, men også for f.eks. sæler og marsvin, som vi andre så kan nyde synet af. Og så er der de mange små perler, som det lille næs også er så rig på, f.eks. nattergalen, der synger ved engen, klokkefrøen, der kalder i mosen, og råvildtet, der yndefuldt krydser rundt i terrænet.

Dertil skal selvfølgelig nævnes de kulturhistoriske værdier. På omtrent hver anden bakketop knejser en gravhøj som vidnesbyrd om menneskelig bosætning siden stenalderen. Der er den femtårnede middelalderkirke i Kalundborg og borgruiner fra Esbern Snares tid.

Røsnæs er et helt unikt sted i det danske landskab, som der ikke findes mange tilbage af i vort lille land. Og så er det mit og min ægtefælles sted, mine børns og børnebørns sted, ligesom det er mange andres sted. Derfor var det som at få stukket en kniv i maven, da det gik op for os, at stærke kræfter i dette lands top, med regeringen i spidsen, har planer om en motorvejsforbindelse fra Aarhus, over Samsø, ind over Røsnæs og videre i ekspresfart til København.

Vi kan kun opfatte dette projekt som en voldshandling, men i modsætning til et knivstik i maven er det en helt legal form for vold. For i vor kultur betragtes overgreb mod naturen ikke som vold, men tværtimod som udtryk for en stræben efter frihed, fremskridt og økonomisk vækst – denne vor profane tidsalders treenige gud. I denne guds navn tegner iskolde ingeniørhjerner snorlige streger på et kort og designer imposante konstruktioner på et tegnebræt, der savner enhver sans for unikke steder, landskaber og naturværdier.

Denne kyniske leg med streger på et kort har i dag ført til, at vort lille land nærmest er blevet til et stort motorvejskryds, hvorfor vi knap nok kan finde et sted, hvor vi kan være fri for en evigt summende bilstøj i det fjerne. Nu er turen så kommet til Røsnæs. Og Samsø ikke at forglemme – et andet, helt unikt sted i vort land.

For Samsøs vedkommende er det ikke alene umistelige naturværdier, der står på spil, men en helt særlig kultur, der har placeret denne lille ø på verdenskortet. For i kraft af øens relative afsondring fra de store byers globaliserede økonomier har man her skabt et stærkt fællesskab omkring en grøn omstilling, der blandt meget andet har gjort øen selvforsynende med vedvarende energi. Med en motorvej tværs over øen bliver den blot til en bropille mellem Jylland og Sjælland, og så kan man vinke farvel til dette helt særlige fællesskab.

Det samme kan siges om Kalundborg, der er en driftig havne- og industriby på Vestsjælland. Den er bl.a. verdenskendt for sit fremsynede symbiosenetværk mellem lokale virksomheder, hvor den ene fabriks affald bliver brugt som ressource for den anden. Det eksempel viser, at man sagtens kan være kreativ, selvom man hører til i provinsen, ja, måske er det endda særligt i sådanne mindre byer, at der kan etableres de tillidsfulde netværk, som er forudsætningen for at føre virkeligt nyskabende initiativer ud i livet.

Med en motorvej susende forbi vil Kalundborg blive reduceret til en rasteplads mellem København og Aarhus. Dens særlige identitet som en driftig, alsidig og kreativ provinsby med en unik natur i sit opland vil gå tabt. Det vil ikke længere være et sted, man har specielt lyst til at opsøge.

De politikere, der støtter en motorvejsforbindelse over Kattegat, hævder, at det vil binde landet bedre sammen. Vel vil det ej. Det vil binde Aarhus og København bedre sammen, hvorfor den økonomiske aktivitet vil blive koncentreret endnu mere omkring disse to byer, end den i forvejen er. Og så vil det lægge togtrafikken mellem Øst- og Vestdanmark i ruiner og dermed bidrage til endnu flere biler på vejene. Som om der ikke var nok allerede.

De seneste 50 års trafikpolitik har ført til voldsomt forøgede afstande mellem vore daglige gøremål og gjort en stor del af befolkningen afhængig af biltransport. Mange må i dag pendle hundredvis af kilometer for at komme til og fra arbejde, ligesom de må køre stadigt længere for at købe ind, få deres børn i skole, komme på sygehus eller besøge det ”lokale” rådhus. Resultatet ser vi som stadigt stigende trafikmængder og stadigt længere køer ved indfaldsvejene til de større byer. Firesporede motorveje må udvides til seks spor og få år senere igen til otte. Men lige lidt hjælper det, for hver ny motorvejsstrækning trækker blot flere biler ud på vejene, hvorfor trængselsproblemerne fortsætter med at vokse i det uendelige.

En motorvejsforbindelse over Kattegat vil accelerere denne tendens og gøre trængselsproblemerne omkring især København og Aarhus til et endnu større helvede, end de i forvejen er. Og så vil den nok engang medvirke til at øge transportsektorens i forvejen alt for høje CO2-udslip og dermed gøre det endnu sværere at nå vores klimamål. Det er på alle måder et projekt, der hører fortiden til, og som på ingen måde rimer med ønsket om, at Danmark skal gå foran i bestræbelserne på at gennemføre en grøn omstilling af vores økonomi.

Tiden er inde til at sige stop. Alle, der bekymrer sig for natur, miljø og klima, må slå kræfterne sammen med andre besindige mennesker, der vil forsvare lokalsamfundenes integritet, og som synes, at hastigheden i vort samfund i forvejen er alt for høj. Vi skylder vore efterkommere at gøre vort til at stoppe dette vanvid, mens tid er!

Indlægget er bragt i Jyllandsposten 25.5.2018