BECCS
Snyd med snyd på

BECCS Snyd med snyd på

27. marts 2024 · Kl. 13:51 Nyhed

Den danske regering planlægger, at en del af den danske 70%-målsætning (dvs. målsætningen om at de danske emissioner i 2030 skal være 70% mindre end de var i 1990) skal opnås ved hjælp af CCS (fangst og lagring af CO2) samt BECCS (bioenergi med fangst og lagring af CO2), hvor især BECCS er godt for klimaregnskabet, men skidt for klimaet og naturen.

BECCS har vi forklaret i denne annonce i Information. Og selv om det var et begreb, der indtil for ganske nyligt blev brugt i det danske politiske system - og som stadig bruges i andre lande - så ser det ud til at man nu har gået de papirer, hvor der tidligere stod BECCS, som for eksempel regeringens Klimaprogram 2022, igennem med en tættekam og efterfølgende erstattet al omtale af BECCS med den kryptiske sætning “negative udledninger i forbindelse med at CCS anvendes til at indfange biogene udledninger”, som for eksempel Folketingets Aftale om styrkede rammevilkår for CCS i Danmark fra september 2023

Energistyrelsens Klimafremskrivning fra 2022 kan man finde denne forklaring:

“CCS er formelt set en kilde til nuludledning fra fossile udledninger eller procesudledninger eller til negative udledninger, hvis teknologien anvendes til at indfange biogene udledninger. Grundet den store usikkerhed omkring den fremadrettede udvikling for CCS i Danmark, er der ifm. KF22 ikke foretaget en specifik vurdering af, hvorledes CCS vil blive fordelt på sektorer, og dermed heller ikke af, hvilke sektorers udledninger der i givet fald skulle reduceres som følge af CCS. I KF22 håndteres CCS derfor som en separat, ikke-sektorfordelt kilde til negative emissioner.” (Vores fremhævninger).

Der blev vedtaget en statslig pulje til at nå målet om negative emissioner på finansloven for 2022. I maj 2023 blev puljen tildelt Ørsted, som har lovet at fange CO2 fra det træflis-fyrede Asnæsværket ved Kalundborg og det halmfyrede Avedøreværket i Hvidovre.

Måske fandt belutningstagerne på Christiansborg og i energiselskabernes interesseorganisation “Green Power Denmark” ud af, at de hellere måtte lade udtrykket BECCS ligge på hylden, da de læste NOAHs artikel i Altinget den 12. januar 2022, hvor vi skrev: 

“Men alligevel er BECCS-teknologien en fuldstændig central del af regeringens klimaplan, da den i sig selv skal sikre en CO2-reduktion på 4-9 millioner ton i 2030. "Fangst og lagring af biogen CO2" skal desuden ifølge den grønne delaftale i finansloven bidrage til at reducere emissionerne, og ifølge aftalen om CCS skal lagring af CO2 give negative emissioner.

Så på trods af, at Dan Jørgensen i artiklen udtrykker et ønske om, at biomasse skal være en "overgangsløsning", vidner BECCS-teknologiens rolle i klimaplanen og de nyligt indgåede aftaler om et ønske om fortsat at anvende biomasse i den danske energiproduktion og efterfølgende lagre CO2 fra afbrændingen og lade det tælle som negative emissioner.”

Det var dengang. I dag er forventningerne til lagring af CO2 sat ned, fordi teknologien er langt fra at være færdigudviklet, men desværre er brugen af biomasse ikke på vej ned, og lige nu opføres der biomassefyrede fjernvarmeværker flere steder i Danmark.

_______________________________

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!