Landbrugspakken Skadelig for klima og biodiversitet – dyr for skatteyderne og vandbrugerne
I forbindelse med netop afsluttet mulighed for at indgive bemærkninger til Miljø- og Fødevareministeriets miljøvurdering af landbrugspakken, har NOAH protesteret over:
- den øgede udledning af kvælstof til omgivelserne, som det fremsatte lovforslag vil medføre. Det fremgår tydeligt af miljøvurderinger, at dette vil påvirke vandmiljø, biodiversitet og klima i negativ retning
- at man fra ministeriets side forsøger at nedtone disse negative påvirkninger ved at indregne tendenser, der er et resultat af tiltag, der har til hensigt at nedbringe kvælstofforureningen. Disse tiltag er netop sat i verden, fordi kvælstofforureningen er alt for stor på nuværende tidspunkt. Det er jo ikke tilstrækkeligt at bevare status quo i forhold til udledninger – de skal nedbringes!
- at man ved at bruge disse vildledende beregninger lander på det besynderlige resultat, at det kun er en ganske lille del af de øgede udledninger, der er behov for at imødegå ved hjælp af såkaldte ?afværgeforanstaltninger’ – nemlig kun den lille del, der er tilbage, når man har trukket ?baseline-effekten’ fra.
- at de førnævnte ?afværgeforanstaltninger’ kun er hensigtserklæringer. Det gentages igen og igen i miljøvurderingen, at merudledning af kvælstof vil blive søgt imødegået af afværgeforanstaltningerne. Så der er ikke nogen sikkerhed for at selv disse forholdsvis begrænsede afværgeforanstaltninger vil virke efter hensigten.
- at mens landmændene skal have friere rammer til at forurene med kvælstof, så skal de have penge for at anlægge de omtalte afværgeforanstaltninger – betalt af skatteyderne .
- at mens landmændene skal have friere rammer til at forurene grundvandet med kvælstof, så forventes de rådighedsindskrænkninger, der bliver nødvendige som resultat af den forøgede gødskning, at skulle betales af vandbrugerne .
- at der overhovedet ikke tages stilling til lovforslagets betydning for klimaet, idet det eneste der står om klimaet er, at “planen kan indebære en påvirkning af klimaet gennem øget CO2-udledning”. Dette på trods af, at næsten alle de resultater landbruget har opnået i forhold til at nedbringe emissioner af klimagasser, kan tilskrives, at kvælstofnormerne er blevet sat ned, og at kvælstofudnyttelse i husdyrgødningen er blevet forbedret, hvilket har resulteret i mindsket behov for kunstgødning . Dette vil regeringen og dens støttepartier nu sætte over styr. Set i lyset af at regeringen sideløbende med denne ændring i forhold til gødskning også vil fjerne kravet om randzoner og efterafgrøder – begge dele tiltag, der ellers har potentiale til at nedbringe emissionerne, er det endnu mere uacceptabelt at fjerne restriktionerne på kvælstoftilførslen.
Kontakt for yderligere oplysninger:
Bente Hessellund Andersen: 2929 4527
Læs hele NOAHs høringssvar i linket nedenfor