Bæredygtighed Seminar om handel og bæredygtig udvikling

12. maj 2005 · Kl. 11:37 Nyhed

Kom og deltag: Mandag den 6. juni 19.00-21.30 på NOAH's Sekretariat, Nørrebro. Arrangementet er gratis og åbent for alle.

Bønner fra Kenya og stegepander fra Kina. De vestlige markeder overforsynes af varer fra u-landene. Man skulle tro, at det ville gavne u-landene, men priserne på de råvarer og landbrugsprodukter, der eksporteres fra u-lande til i-lande, er halveret siden 1980. Også priserne på de industrivarer, som betyder mest for u-landene, nemlig tekstiler og beklædningsvarer, er faldet kraftigt i forhold til andre varer.

Det betyder, at u-landene skal producere dobbelt så meget som i 1980 bare for at undgå en 'negativ' vækst. Det hænger muligvis sammen økonomisk i en række u-lande, fordi de bliver mere effektive til at producere, og fordi globaliseringen udvider markedsadgangen, men det gælder ikke for alle, og miljømæssigt hænger det næppe sammen!

Er løsningen f.eks. karteldannelse a la OPEC? Hvis de bomuldsproducerende lande går sammen og bliver enige om at sende mindre bomuld på markedet, så vil priserne stige, og mange småbønder vil få vendt indkomstnedgang til indkomstfremgang. Hvis metaller bliver dyrere, vil vi begynde at sparere på metaller, som vi gjorde med olie i 70'erne, og u-landene ville tjene mere, samtidig med at der vil blive gravet færre råstofgrave.

Er løsningen at indføre FN-støtteordninger a la EU's landbrugspolitik? En landbrugspolitik der til fulde har opfyldt sit formål om høj produktivitet og fødevaresikkerhed i Europa.

Er løsningen en reform af WTO a la EU's indre marked, så sociale og miljømæssige aspekter bliver en større del af de globale handelsregler?

Er løsningen at beskytte lokal handel, så samhandelen med omverdenen bliver så lille som mulig?

Er det en kombination? Eller er det meget mere frugtbart at diskutere realistiske muligheder, som de tegner sig, med Bush, IMF og WTO på kommandobroen?

Program:

(1) Det globale prisfald på varer. Oplæg v. Jacob Sørensen, NOAH's Bæredygtighedsgruppe

(2) Lokale markeder. Oplæg v. Bente Hessellund Andersen, NOAH's Bæredygtighedsgruppe

(3) Rundbordsdiskussion

(4) Kl. 21.25. Opsummering og afslutning

Med venlig hilsen

NOAH's Bæredygtighedsgruppe

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!