Ny rapport Palmeoliens skjulte pris
Produktionen af palmeolie har fatale konsekvenser. Både natur og menneskerettigheder bliver gang på gang trådt på af gigantiske firmaer - der vinder guld og grønne skove.
I de seneste ti år er der sket en eksplosion i produktionen af palmeolie, hvilket har haft fatale konsekvenser for både mennesker og natur i de regioner, hvor oliepalmerne dyrkes. Derfor har palmeolie et blakket ry, som man har forsøgt at gøre noget ved gennem oprettelsen af diverse certificeringsordninger. Ordningerne burde sikre en bæredygtig produktion af olien, men der findes ingen instans der kan håndhæve dem, og derfor virker de ikke.
I Sydøstasien har udvidelsen af produktionen været særlig voldsom. Indonesien er den globale hovedproducent af palmeolie og den primære leverandør til EU, som er verdens næststørste importør af palmeolie. EU og Indonesien har siden 2016 arbejdet for at indgå en frihandelsaftale, hvori palmeolie er et af hovedpunkterne. Derfor er det vigtigt at vi netop nu diskuterer palmeoliens skjulte pris.