biler

Til finanslovsforhandlingerne Øg afgifterne på biler og brændstoffer til fordel for klimaet

Forhandlingerne om finansloven synes at være blottet for bud på klimaløsninger i transportsektoren – bortset fra minimale afgifter på flytransport.

6. november 2019 · Kl. 15:01 Nyhed

Regeringen og dens støttepartier har åbenbart besluttet at lade nødvendige tiltag for at mindske transportens emissioner ligge i en syltekrukke med navnet “Kommissionen for grøn omstilling af personbiler”, der udelukkende har til formål at sikre at der kommer flere el-biler, men ikke for alvor skal komme med bud på, hvordan vejtransporten begrænses. Men der mangler penge til den grønne omstilling, og når vi ønsker at nedbringe emissionerne fra transportsektoren, bør vi tilbagerulle de store lettelser, der er sket i beskatningen af diesel- og benzinbiler.

Det burde ellers være oplagt for S-regeringen og dens støttepartier at rulle de seneste års afgiftslettelser på biler tilbage. De er nemlig ikke blevet stemt igennem med støtte fra nogen af partierne. På den måde kunne partierne vise befolkningen, at deres klimamål ikke bare er tom snak.

De store afgiftslettelser fra 2007 blev vedtaget af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet og de Radikale undlod dengang at stemme, mens Enhedslisten og SF stemte imod. De seneste 3 nedsættelser (under Lars Løkke Rasmussen) har alle partier i rød blok samt Alternativet stemt imod. Det var også den sidste borgerlige regering, der få måneder før valget opfandt den ovenfor nævnte syltekrukke – formodentlig for at dække over deres enge klimaskadelige skattelettelser.

De lave afgifter harmonerer ikke med klimahensyn

Under de borgerlige regeringer er bilafgifterne blevet sænket adskillige gange fra 2007 og frem til 2018. Afgiftssænkningen har ramt alle biltyper, men især store, brændstofslugende biler er blevet meget billigere.

Klimahensyn i forhold til den stigende bilkørsel spillede tydeligvis ikke nogen rolle for de forskellige borgerlige regeringer. Resultatet har vist sig i form af såvel et voksende antal brændstofslugende biler i den danske bilpark og konstant voksende emissioner fra vejtransporten.

I 2018 blev der solgt 218.561 nye personbiler og 33.860 nye varebiler i Danmark. Og mens bestanden af privatbiler i 2006 var på cirka 2 millioner, er der i dag cirka 2,5 millioner fossile privatbiler og i alt cirka 3,2 millioner fossile motorkøretøjer.

Afgiftslettelserne fra 2007 medførte en eksplosion i salget af små biler, som stort set blev afgiftsfri, bortset fra et mindre afgiftsbeløb på 20.000 kroner. De seneste års afgiftslettelser på især store biler betød f.eks., at afgiften på en bil i BMW's 7-serie blev nedsat med cirka 250.000 kroner.

Ifølge Danmarks Statistik voksede det gennemsnitlige energiforbrug med 3,6% for nye fossilbiler efter afgiftsændringerne i efteråret 2017. De stigninger i energiforbruget, som de større biler har givet anledning til efter afgiftsændringerne afspejles også i udslippet af CO2. Og de allernyeste tal viser, at CO2-udledningen fra nye biler i Danmark gået fra at være 105 g/km i januar 2017 til hele 113 g/km i august 2019. En stigning på 7,4 procent.

Afgiftslettelser saboterer salg af el-biler

Samtidig har de tre afgiftslettelserne fra 2015-18 saboteret den ellers så højt profilerede overgang til elbiler, fordi de har medført markant lavere afgifter på store og mellemstore benzin- og dieselbiler. At rulle disse afgiftslettelser tilbage ville – udover at begrænse salget af fossilbiler – give penge i statskassen, der kan investeres i den grønne omstilling. Afgiftslettelserne fra 2007 påførte nemlig samfundet et provenutab, der af CONCITO er beregnet til omkring 10 milliarder kroner hvert eneste år. Og de afgiftslettelser, der er blevet gennemført siden 2015, kan forventes yderligere at give et umiddelbart provenutab på cirka 26 milliarder i perioden fra 2016 til 2025. Det fremgår af beregninger fra Skatteministeriet vedrørende de provenumæssige konsekvenser ved de tre seneste ændringer af registreringsafgiftsloven.

Nødvendigt at regulere vejtransporten

Udvikling i energiforbrug til vejtransport er ifølge Energistyrelsen steget konstant igennem mange år bortset fra en kort periode 2009-13. Siden 2013 er det igen steget og stiger stadig. Hele 35 % af Danmarks energiforbrug går nu til transport og personbiltransporten udleder knap 7 mio. ton CO2, svarende til knap 60 pct. af transportsektorens samlede udledning.

Det er ikke kun de store afgiftslettelser på brændstofslugende biler, der har ført til det store energiforbrug. Også afgifterne på benzin og diesel har stor betydning for hvor meget, der køres, og dermed for energiforbruget og de emissioner, der er knyttet til vejtransport. Og benzinafgiften er i – i modsætning til priserne i den kollektive transport – gennem de sidste 30 år kun sat helt ubetydeligt op. Dette på trods af at det har været en periode med voksende klimabekymring.

Brændstofafgiftens regulerende effekt udhules dermed dag for dag, hvilket er med til at stimulere folk til at køre unødigt meget og unødigt stærkt samt til at købe flere og større biler. En forhøjelse af benzin- og dieselafgiften vil omvendt tilskynde folk til at begrænse bilkørslen, køre mere besindigt, købe mindre biler eller vælge kollektiv transport eller cykel. På den måde kan den enkelte bilist helt eller delvist neutralisere en forhøjelse af afgifterne.

NOAH foreslår, at benzin- og dieselafgifter årligt sættes op med 1 krone per liter i 5 år. Med det nuværende forbrug på samlet omkring 5 millioner m3 (svarende til 5 milliarder liter flydende transportbrændstof) ville det udover de nuværende afgifter indbringe omkring 5 milliarder kr i 2020 voksende til 25 milliarder i 2024 – forudsat at også erhvervstransport skal pålægges afgiftsforhøjelserne. Beløbene ville naturligvis i praksis blive mindre i takt med, at de øgede afgifter begynder at virke til gavn for klimaet.

Pengene bør i stedet investeres i den hårdt trængte kollektive transport, hvor der er behov for både kvalitetsløft og tilskud til at sænke billetpriserne.

Læs mere her:

 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!