Høringssvar til Energicharter-traktaten Nej til ISDS

Problemet med forhandlingsdirektivet er den forfejlede analyse af, hvilke problemer Energy Charter Treaty lider under. Og som følge af dette fremlægges de forkerte løsninger. Problemerne ved ECT er ellers talrige, så det kan undre, at disse ikke adresseres. I dette høringssvar vil vi primært forholde os til problemerne ved ISDS-mekanismen i ECT, da dette er helt centralt i både traktaten og forhandlingsdirektivet.

Det første problem er, at ISDS i ECT sætter et prisskilt på demokratisk vedtaget lovgivning. ECT forbyder ikke love som fx miljøbeskyttelse, men med ISDS-mekanismen i ECT risikerer stater at skulle betale milliardbeløb for at føre politik. For det andet kan dette prisskilt føre til såkaldt regulatory chill. Politikere afskrækkes fra at indføre reguleringer, de ellers ville have indført – eller tilbageruller demokratisk vedtaget regulering såsom miljøbeskyttelse, hvilket sås i sagen Vattenfall førte imod Hamburg under ECT, som endte med at tilbagerulle deres spildevandsregler. Det undergraver demokratiet. For det tredje indfører ISDS-mekanismer, fx i ECT, en helt absurd uligevægt: stater kan kun blive sagsøgt, ikke selv stille virksomhederne til ansvar. Stater kan altså aldrig vinde – kun undgå at tabe. Det stiller demokratierne i en meget svag position over for verden største virksomheder, hvoraf mange er kul-, olie- og gasselskaber, som enten har benyttet sig af investeringsbeskyttelsen i ECT eller har muligheden for det. Disse problemer er meget udtalte i ECT, som er den traktat, som har ført til flest ISDS-sager (mindst 121).

Det fremhæves, at forhandlingsdirektivet er en del af EU’s ”nye dagsorden på området – ”Towards a comprehensive European international investment policy” (2010) og ”Trade for all” (2015) – som også EU-Canada Comprehensive Economic and Trade Agreement, EU-Singapore Investment Protection Agreement, EU-Vietnam Investment Protection Agreement og EU-Mexico Global Agreement ligger indenfor. Det er alarmerende. Selvom direktivet forfægter, at både ’the right to regulate’ og ’fair and equitable treatment’ skal klarificeres, viser disse aftaler tydeligt, at dette ikke er virkeligheden i EU’s ”nye” handelsagenda. Tværtimod er tilfældet i disse aftaler, at retten til at regulere fortsat er truet af sagsanlæg i milliardklassen, og at ’fair and equitable treatment’ fortsat er den klausul, som udstyrer verdens største transnationale virksomheder med de videste rammer til at sagsøge stater for demokratisk vedtaget lovgivning. Af samme grund stiller vi os kritiske over for den nye udgave af ISDS, ICS, og MIC – to paralleldomstole som er dele af den nye dagsorden, men som ikke løser de problemer, der skal løses.

Det bemærkes desuden, at forhandlingsdirektivet søges legitimeret ved at forfægte dets fordele for SME’s (small and medium enterprises). Dette forekommer grotesk i en situation, hvor de gennemsnitlige sagsomkostninger er på et niveau, som kun meget store virksomheder kan overkomme. Følgelig kan det ikke tolkes som andet end spin, når en traktat som så tydeligt kun er til gavn for verdens største virksomheder forsøges solgt som værende til gavn for SME’s.

De beskrevne problemer løses ikke af det fremlagte forhandlingsdirektiv endsige berøres. Et forhandlingsdirektiv, som ville være til gavn i kampen mod klimakrisen, miljøødelæggelser og udemokratisk koncentration af magt og velstand ville præsentere nogle helt andre forslag. Danmark og EU burde arbejde for at afskaffe paralleldomstole for verdens største virksomheder i alle former og for en energitraktat, som aktivt svækker olie-, kul- og gasindustrien og styrker mulighederne for demokratisk funderet grøn omstilling. Desværre lægges der ikke op til nogen af delene i direktivet.

Derfor anbefaler vi Danmark og ministeren at arbejde imod ECT, både i sin nuværende form og i den form, som det fremlagte forhandlingsdirektiv lægger op til.

Desuden anbefaler vi, at Danmarks arbejde med ECT styres af følgende spørgsmål: Hvordan styrker traktaten tempoet og omfanget af reel grøn omstilling? Hvilke konsekvenser har traktaten for verdens fattigste lande? Og hvordan påvirker traktaten magtforholdet mellem almindelige borgere og verden største transnationale virksomheder, og følgelig hvordan styrker traktaten demokrati, ikke mindst i økonomiske forhold? Disse spørgsmål kan med fordel være vejledende for et politisk arbejde fra dansk side, som styrker miljø, klima og demokrati. Det er ikke vores vurdering, at ECT gør dette.