GMO Miljøminister lover forbud mod GMO-kartoffel

19. april 2010 · Kl. 12:12 Nyhed

Miljøminister Karen Ellemann har meddelt, at hun vil arbejde for et nationalt forbud mod den gensplejsede kartoffel Amflora, der blev godkendt 2. marts i EU.

Ministerens meddelelse kom, da hun torsdag den 15. april mødte op på Højbro Plads til og nød en portion kartoffelsuppe serveret af Greenpeace, Avaaz og NOAH under åben himmel foran Miljøministeriet. Et arrangement, som organisationerne bl.a. havde indbudt ministeren og en række relevante ordførere fra Christiansborg til.

”Vi glæder os meget over, at Karen Ellemann i dag vælger at lytte til os og annoncere, at hun nu vil arbejde for et nationalt forbud mod den genmodificerede kartoffel Amflora. Det er den helt rigtige vej for Danmark og et vigtigt signal til EU om, at endnu et medlemsland stiller spørgsmåls ved ukritiske godkendelser af GMO’er,” siger Dan Belusa, GMO-talsmand fra Greenpeace.

Den gensplejsede kartoffel blev for lidt over en måned siden godkendt til dyrkning i EU som den første gensplejsede (GMO) afgrøde i 12 år. Kartoflen indeholder bl.a. gener, der kan forårsage resistens over for vigtig behandlingsmedicin.

Grækenland, Østrig, Schweiz, Luxembourg, Italien, Ungarn og Frankrig meddelte allerede i marts, at de ikke vil have Amflora plantet inden for deres grænser.

Uden et nationalt forbud kan enhver dansk landmand med godkendelse til at dyrke GMO smide GMO-kartoflen i den danske muld. Det er til trods for, at dyrkningen er i direkte strid med dansk lovgivning, da der siden 2002 har været forbud imod GMO’er med antibiotika-resistente gener i Danmark (1). Uden et nationalt forbud mod den specifikke kartoffel, vil EU’s godkendelse af denne afgrøde overtrumfe dansk lov.

Demonstrationen mod GMO-kartofler på dansk jord var velbesøgt af både presse, miljøforkæmpere og politikere.
Foto: Ivan Lundsgaard Jensen

Kartoffelspisningen til demonstrationen torsdag den 15. april var for alle, der gerne ville springe den kedelige madpakke over og i stedet nyde en portion gratis GMO-fri kartoffelsuppe på Højbro Plads sammen med Greenpeace, Avaaz og NOAH. Der var dækket op med bløde halmballer og en ”gullasch-kanon” fyldt med 500 portioner kartoffelsuppe frokost-kartoffelsuppe.

Desuden indsamlede Greenpeace, Avaaz og NOAH i fællesskab underskrifter til en protest imod EU’s ukritiske godkendelser af GMO’er, som f.eks. BASF-kartoflen.

Protesten vil blive afleveret til formand for EU Kommissionen José Manuel Barroso. Målet er at nå 1 million underskrifter, og der er på nuværende tidspunkt allerede indsamlet over 440.000.



Note

1. jvf. §3 i Miljøministeriets bekendtgørelse 1319 af 2006 kan en GMO, der medfører antibiotika-resistens ikke godkendes i DK.  Folketingsberetning B86 fra 2008 viser desuden, at der allerede eksisterer et folketingsflertal, der fastholder, at GMO’er med antibiotikaresistens ikke skal godkendes i Danmark.

For yderligere information kontakt

Safania Eriksen, Landbrug og Fødevarer, NOAH - Friends of the Earth Denmark, + 45 29 90 16 07

Dan Belusa, GMO-talsmand, Greenpeace, +45 51 32 79 11

Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace, +45 28 10 90 21

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!