Handelspolitik Miljø, arbejdstagere og demokrati før profitmaksimering
Fra EU’s begyndelse har handel stået centralt. Det har været den byggesten, der har skullet sikre samarbejde og velstand i unionen. Dette er ikke blevet mindre centralt med tiden, og de nyvalgte EP-medlemmers politik på området har derfor stor indflydelse på unionens retning. Der er mange kampe at tage.
På blot 24 år, fra 1990 til 2014, er omfanget af verdenshandelen mere end femdoblet fra 8.700 milliarder til 46.000 milliarder dollars. Global eksport var således, ifølge Verdenshandelsorganisationen WTO, 32 gange større i 2010 end i 1950. Ifølge WTO er mere end 200 frihandelsaftaler blevet vedtaget siden 1990’erne, og siden år 2000 er antallet af globale frihandelsaftaler steget eksplosivt. EU følger med denne udvikling og forhandler i øjeblikket 27 handelsaftaler med lande og regioner verden over.
Men der er også en miljømæssig bagside af den øgede globale handel. Næsten en fjerdedel af den globale CO2-udledning i 2011 var relateret til international handel, og den stigende globale handel fører desuden til en øget udledning af drivhusgasser som resultat af transport med fly, skibe og lastbiler. Shipping og luftfart er alene ansvarlige for 4 pct. af de globale udledninger af CO2, og deres andel er anslået til at nå 40 pct. i 2050, hvis begge sektorer fortsætter med at vokse som hidtil. Derudover forbruger EU land og ressourcer uden for egne grænser gennem handels- og investeringsaftaler. Til produktionen af de varer, der forbruges i EU, anvendes mere land uden for end inden for EU’s grænser. EU’s ‘landfodaftryk’ – det samlede areal, der anvendes i produktionen af varer til at understøtte det europæiske forbrug (2,5 ha/person) – er større end EU’s landanvendelse – det areal inden for Europas egne grænser, der anvendes til at producere varer til europæisk forbrug samt eksport (1,9 ha/person). Europa har altså et overforbrug af ressourcer, som i Danmark ses ved, at vi har opbrugt vores årligt bæredygtigt tilgængelige ressourcer d. 29. marts (på den såkaldte Earth Overshoot Day).
En ny generation af aftaler
Det er ikke bare omfanget af aftaler og handelsstrømme, der er steget, også indholdet har udviklet sig. Der har især været fokus på CETA (EU/Canada) og TTIP (EU/USA), men aftaler med blandt andet de sydamerikanske lande (Mercosur), Japan (JEFTA) og Vietnam (EVFTA) indeholder mange af de samme elementer.
Aftalerne indeholder nemlig langt mere end den oprindelige frihandelstanke –afskaffelsen af told- og kvotebarrierer. En aftale som CETA fylder cirka 1.500 sider, og de fleste kapitler handler ikke om told og kvoter. Der findes kapitler om blandt andet fødevaresikkerhed, finansielle tjenester og intellektuelle ejendomsrettigheder. Men især udvider de nye handelsaftaler muligheden for påvirkning af lovgivningsprocesser. Der er kommet langt mere fokus på såkaldte tekniske handelshindringer, altså de barrierer som forskellige standarder og produktionsmetoder udgør for handel på tværs af lande. Eksempelvis er der forbudt 1.378 stoffer i kosmetik i EU og kun 11 i USA – det begrænser selvfølgelig handlen, da flere af de amerikanske produkter er forbudt i EU og ikke kan importeres. Den nye generation af aftaler etablerer såkaldte reguleringssamarbejder, som skal undersøge, hvordan den slags miljøregulering kan ensrettes med henblik på at øge samhandlen.
Samtidig benytter de nye aftaler sig af negativlister i stedet for positivlister, når det kommer til liberaliseringer. Det betyder, at stater skal anføre de sektorer, de ikke ønsker at liberalisere, i stedet for at anføre dem, de gerne vil. Det betyder, at nye sektorer i udgangspunktet er liberaliseret, fordi de ikke figurerer på listen over undtagne sektorer. Samtidig indeholder aftalerne ”skraldeklausuler”, som forhindrer, at liberaliseringer tilbagerulles.
Især har mekanismen om investor-stat-tvistbilæggelse (ISDS/ICS) været genstand for kritik. Den er en del af de fleste investeringsaftaler, blandt andet CETA og Energichartertraktaten. Mekanismen giver udenlandske investorer mulighed for at sagsøge stater, hvis de forventer at ny lovgivning vil føre til et lavere investeringsafkast. Det svenske energiselskab Vattenfall har således sagsøgt Tyskland for at udfase atomkraft, og det australske energiselskab EVN har sagsøgt Bulgarien for at regulere energipriserne.
Handelspolitikkens fremtidige rolle
Det står klart, at handelspolitikken har stor indflydelse på de fleste andre dele af EU og medlemsstaternes politik og lovgivning. Handelspolitikken handler ikke kun om handel, men har konsekvenser for klimaet, de offentlige sektorer og arbejdstagere. Derfor er det også problematisk, at der ikke er implementeret bindende juridiske foranstaltninger, der kan beskytte disse sektorer. I stedet nævnes internationale miljøaftaler og ILO-konventioner [The International Labour Organisation, red.] i forord og ikke-bindende bæredygtighedskapitler, således at de ikke bliver en forudsætning for at indgå handelsaftaler eller at handelsaftaler kan suspenderes, hvis der er tale om overtrædelser af menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljøødelæggelse.
Mens den globale handel er steget, er den globale ulighed nemlig også vokset – både i landene og mellem dem. Globaliseringen af økonomien og handelen har ikke været i stand til at fordele goderne lige, og samtidig er der ikke blevet oprettet internationale reguleringsinstanser, som kan sikre miljø og rettigheder i en global økonomi. Det absolutte Gini-indeks, som måler ulighed og ligger mellem 0 og 1, er steget fra 0,57 i 1988 til 0,72 i 2005 mellem verdens lande.
For skabe en handels- og investeringspolitik, der kommer borgerne og miljøet til gode, er det nødvendigt med omfattende ændringer. I organisationen NOAH – Friends of the Earth Denmark har vi derfor fremlagt en række anbefalinger til EU’s frihandelspolitik.
FOR DET FØRSTE: Overordnet set skal menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø- og klimabeskyttelse have forrang og ikke betragtes som tekniske handelshindringer. Disse hensyn skal nyde en juridisk beskyttelse på mindst lige så højt niveau som øvrige bestemmelser i handelsaftaler, hvilket også indebærer forbedret monitorering, overholdelsesmekanismer og sanktionsmuligheder. Det kræver også et opgør med ISDS/ICS-mekanismen.
FOR DET ANDET: Aftaler skal indeholde retten til at prioritere lokal, regional og bæredygtig handel, og lande i det Globale Syd skal have ret til at beskytte og udvikle lokale markeder. Internationale aftaler om miljø og arbejdstagerrettigheder skal ratificeres og implementeres som forudsætning for at indgå i handelsforhandlinger og underskrive aftaler. Aftalerne skal garantere retten til at regulere i samfundets interesse baseres på forsigtighedsprincippet og princippet om, at forureneren betaler.
FOR DET TREDJE: Processen omkring forhandlinger skal demokratiseres. Før forhandlingerne begynder skal en grundig konsultationsproces afdække behov for og konsekvenser af en eventuel handelsaftale. Fokus skal ligge på social, miljø- og klimamæssig bæredygtighed, både i eget land og partnerlandet. EU-Parlamentet skal have indflydelse på mandatets udformning, hvilket også vil øge den demokratiske debat og forhandlingsmandatet skal gives af nationale parlamenter. Adgang til forhandlingsdokumenter og viden om indholdet af EU-Kommissionens møder med handelspartner skal forbedres, og der skal foretages registrering af lobbyaktiviteter, som skal være omfattende, obligatorisk og på alle niveauer af EU.
Et flertal i Europa-Parlamentet skal kunne opsige aftaler. I dag er det Rådet, som kan ophæve aftalerne, men skal Europa-Parlamentet spille en reel demokratisk rolle, skal et flertal her kunne opsige handels- og investeringsaftaler. Solnedgangsklausuler skal fjernes, således at ISDS-mekanismen ikke består 20 år efter opsigelsen af en aftale.
FOR DET FJERDE: Både Europa-Parlamentet og nationale parlamenter skal kunne foreslå ændringer til fremlagt tekst, som så skal kunne genforhandles. Hvis folkevalgte skal have reel indflydelse på indholdet af handelspolitikken, skal parlamenterne ikke blot stilles i en ja/nej-situation. Ligeledes skal midlertidig anvendelse skal fjernes, så en aftale først træder i kraft, når den er vedtaget.
Det er altså nødvendigt med en omfattende ændring af EU’s handels- og investeringspolitik og processer omkring den og det er de nye EP-medlemmers opgave, at sikre at klima, menneske- og arbejdstagerrettigheder ikke undermineres.