Rødsand I og II
Rødsand I og II by Koppelius

Euratom Konferencen om Europas fremtid bør resultere i forfatningsændring

13. maj 2022 · Kl. 23:16 Pressemeddelelse

 

PRESSEMEDDELELSE fra VedvarendeEnergi, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi og NOAH

Aarhus, Hurup og København, d. 12. maj 2022

 

Konferencen om Europas fremtid bør resultere i forfatningsændring

Den netop afsluttede Konference om Europas fremtid bør munde ud i en forfatningsændringsprocedure. Her bør ombytning af EURATOM-traktaten med en Traktat for Vedvarende Energi, Energieffektivitet og Energibesparelse have førsteprioritet. Vedvarende energi er den eneste energikilde, som er forenelig med fred, frihed og respekt for menneske- og miljørettigheder.

På Europadag, mandag d. 9. maj, fremlagde de tre forpersoner for bestyrelsen for Konferencen om Europas fremtid den afsluttende rapport med anbefalingerne fra bl.a. de nationale og EU´s borgerpaneler.  Forinden havde EU-parlamentet vedtaget en resolution med en opfordring til, at resultatet af Konferencen bliver, at der indkaldes et konvent som en del af traktatrevisionsproceduren i artikel 48 i traktaten om Den Europæiske Union. Opfordringen blev gentaget af forkvinden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, og den franske præsident Emmanuel Macron, der også er leder af det franske EU-formandskab, under præsentationen af rapporten.

”Danmark er et af de EU-medlemslande, der har modsat sig, at Konferencen om Europas fremtid, fører til ændringer af EU’s forfatningstraktater”, udtaler Hans Pedersen fra VedvarendeEnergi. ”Grunden skulle være, at traktatændring ligger for langt fra, hvad den almindelige dansker interesserer sig for. Siden konferencen blev sat i gang for et år siden, er prisen på energi imidlertid mangedoblet. Årsagen er, at implementeringen af vedvarende energi i EU’s grønne omstilling går alt for langsomt. Det skyldes, at den ikke har lige konkurrencevilkår i forhold til andre energikilder, fordi den blandt andet bliver diskrimineret på EU’s traktatretslige niveau”.

”Eftersom man er på vej til at undergrave EU’s grønne taksonomi ved at anerkende naturgas og atomkraft som bæredygtige energikilder, er tiden ind til en ny og mere gennemgribende vision for den grønne omstilling i EU”, udtaler Niels Henrik Hooge fra NOAH Friends of the Earth Denmark. ”Det må nu stå klart for enhver, at vedvarende energi er den eneste energikilde, der er forenelig med fred, frihed og respekt for menneske- og miljørettigheder. Undergravningen af taksonomien kan meget vel have påvirket beslutningen om Ruslands angrebskrig mod Ukraine, fordi den demonstrerer, at EU ikke tager den grønne omstilling alvorligt og ikke har til hensigt at standse importen af naturgas og reaktorbrændsel fra Rusland”. [1]

I mere end tres år har EURATOM-traktaten beskyttet atomkraften i Europa mod konkurrence fra andre energikilder, hvilket er dens erklærede målsætning. Som følge af dens forfatningsmæssige og institutionelle legitimitet og støttemekanismer, der hjælper med at holde atomkraften i live, er traktaten afgørende for udviklingen og bevarelsen af de nukleare teknologier i EU. På grund af støtten bliver vedvarende energi stillet ringere. Selvom dens omkostninger falder, indregnes de forskellige energikilders miljøkonsekvenser stadigvæk ikke i deres prissætning, hvad der skader implementeringen af vedvarende energi mest. Hertil kommer, at tidligere støtte allerede er indbygget i atomkraftens infrastruktur. Seks EU-medlemslande – Østrig, Sverige, Tyskland, Ungarn, Irland og Danmark – har noteret sig, at EURATOM-traktaten ikke er blevet forbedret nævneværdigt, siden den trådte i kraft og trænger til at blive opdateret.

”Hvis ikke Konferencen om Europas fremtid bliver brugt til at fremme den grønne omstilling på det forfatningsretslige niveau, kan der gå mange år, før muligheden dukker op igen. Den sidste større ændring af EU’s traktater skete i 2007”, udtaler Palle Bendsen fra NOAH Friends of the Earth Denmark. ”Under alle omstændigheder giver det politisk, strategisk og taktisk mening at inkludere alle energirelaterede reformforslag i en forfatningsændringsprocedure på samme tid og helst så tidligt som muligt”.

VedvarendeEnergi, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi og NOAH støtter det udkast til en Traktat for Vedvarende Energi, Energieffektivitet og Energibesparelse, der er udarbejdet af forfatningsretseksperten Prof. Dr. Michael Geistlinger fra Salzburgs Universitet. Støtterklæringen er lavet i samarbejde med Plattform gegen Atomgefahren Salzburg (PLAGE) i Østrig. Traktatudkastet består af EURATOM-traktaten i en ændret version, der sikrer, at favoriseringen af atomkraften i EU opgives. Det er skrevet sammen med Den Europæiske Energiomstillingsprotokol, som blev foreslået af den østrigske regering i 2016.

Note:

[1] I 2019 kom 41 pct. af EU’s import af naturgas fra Rusland. Der produceres ikke uran i EU og adskillige medlemslande er afhængige af reaktorbrændsel fra Rusland.

For nærmere oplysninger, kontakt:

VedvarendeEnergi: Hans Pedersen, tlf.: 51 92 24 14, e-mail: pedersen(at)ve.dk

NOAH Friends of the Earth Denmark:  Niels Henrik Hooge, tlf.: 21 83 79 94, e-mail: nielshenrik(at)noah.dk og Palle Bendsen, tlf.: 30 13 76 95, e-mail: pnb(at)ydun.net

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi: Jane Kruse, tlf.: 97 95 66 00, (mob.) 40 60 45 51, e-mail: jk(at)folkecenter.dk

 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!