Bioenergi Klimabevidste danskere lades i stikken, når forskere misinformerer

Debatindlæg bragt i Altinget 7. marts 2018

Af Louise Busck Lumholt og Bente Hessellund Andersen

Miljøbevægelsen NOAH

I den senere tids debat er kritikken af omstillingen til biomasse ofte blevet mødt med argumentet, at biomasse er det eneste aktuelt mulige alternativ til kul i energiforsyningen.

I Noah er vores kritik af denne omstilling blevet mødt med et noget afsporet spørgsmål fra blandt andet energiselskaberne om, hvorvidt vi foretrækker kul frem for biomasse. Derfor ser vi det som nødvendigt at understrege, at vi i Noah ikke opfatter sagen som et spørgsmål om, hvorvidt vi skal udfase kul eller ej.

Spørgsmålet er, hvad der skal erstatte kul i energiforsyningen.

Bioenergi er skadelig

Her mener vi, at der er tilstrækkelig videnskabelig evidens for, at bioenergi i nogle tilfælde er mere klimabelastende end kul og i andre tilfælde på niveau med kul, men der er ingen videnskabelig evidens for, at det er bedre end kul. Fortsat satsning på afbrænding af biomasse til energi medfører uoprettelig skade på klodens biosfære og underminerer mulighederne for, at jord-plante-systemerne fortsat kan modvirke klimaforandringerne ved at optage mere atmosfærisk kulstof, end der frigives.

Biomasse er ikke en reel løsning til en bæredygtig og CO₂-neutral energiforsyning.

Snarere er det en manøvre, der misledende får befolkningen til at tro, at vi er på rette grønne kurs. Derfor risikerer omstillingen til biomasse at undergrave muligheden for seriøs investering i et nedsat energiforbrug og en CO₂-neutral fremtid.

Postulater

Altingets nuværende debat om biomasse indledtes i januar med et indlæg af to forskere fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet – SCIENCE, Claus Felby og Niclas Scott Bentsen.

Vi er af den opfattelse, at indlægget ikke kan ikke betragtes som et uvildigt forskningsindlæg.

Hvis man følger den offentlige debat om emnet, står det klart, at disse forskere ofte bruges som sandhedsvidner af energisektoren. I debatindlægget misbruger de deres position til at levere overfladiske og usammenhængende postulater som videnskabelige argumenter. Det er meget problematisk i en tid, hvor Danmark er i gang med at forhandle et nyt energiforlig.

Som seniorrådgiver Jørgen Henningsen påpeger i et indlæg, bør den nye energiaftale afspejle den brede enighed om de grænseoverskridende miljømæssige konsekvenser af fortsat og stigende forbrug af især importeret biomasse.

Felby og Bentsen hævder, at vi er nødt til at bruge biomasse til at stabilisere forsyningen fra den varierende vind- og solenergi.

Det er et ofte gentaget argument, at vi er nødt til at bruge biomasse, når solen ikke skinner, eller vinden ikke blæser. Det lyder tilforladeligt, men i de danske energiselskaber erstatter man hele grundlasten af kul med biomasse. Derudover er biomasse, så vidt vi ved, slet ikke egnet til at udfylde hullerne i den fluktuerende energi, som sol og vind leverer.

Hvor er beviset?

Forskerne skriver også, at vi – i hvert fald midlertidigt – skal bruge biomasse til at erstatte fossil energi af hensyn til klimaet. Hvor er beviset for, at det vil hjælpe klimaet?

De skriver, at “det meste” af det kulstof, planterne optager fra atmosfæren, alligevel ender med at blive frigivet ved, at planterne bliver spist, rådner eller brænder. De glemmer at skrive, at en stor del af det frigivne CO₂ skyldes menneskelige aktiviteter. De går endda så vidt, at de skriver, at “Biomassen vil i sidste ende altid rådne og frigive CO₂, om vi bruger den eller ej”. Dette er en vildledende udtalelse, da det kommer til at lyde, som om alt det bundne kulstof vil blive frigivet.

Forskerne går således helt uden om det faktum, at en del af det plantemateriale, der ligger i skovbunden og “rådner”, vil ende med at blive bygget ind i stabile organiske forbindelser i jorden, så jordens organiske pulje kan bevares eller endda genopbygges år for år. I den sammenhæng er det jo fuldstændig ligegyldigt, om de enkelte kulstofmolekyler over tid frigives som CO₂ og erstattes af nye, fast bundne kulstofmolekyler.

Netop jordens organiske pulje udgør et enormt kulstoflager. Dette lager kan øges, hvis vi optræder varsomt. Øget bliver det dog ikke, hvis hele biomassetilvæksten år for år fjernes, selv om det lyder så tilforladeligt, når de to forskere skriver, at “kun årets tilvækst fjernes”. Tværtimod kan kulstoflageret mindskes, hvis vi ikke passer på.

Et globalt perspektiv

Felby og Bentsen skriver, at indførelse af bæredygtighedskrav vil sikre genplantning og størst mulig kulstofbinding.

Samtidig henviser de til de bæredygtighedskriterier, der er ved at blive indfaset i Danmark. Dermed negligerer forskerne, at sådanne kriterier ikke tager hensyn til forbrugets størrelse.

Hvis det globale forbrug af biomasse er for stort, så hjælper det ikke, at netop den biomasse, der forbruges i Danmark, kan påstås at være bæredygtigt produceret. Bæredygtighedskriterierne lider også under den helt fundamentale mangel, at de ikke tager hensyn til de indirekte ændringer i arealanvendelsen, som finder sted, når en øget mængde biomasse bruges til energi. Netop disse ændringer kan i sagens natur finde sted hvor som helst på kloden, uden nogen som helst kontrol eller sikkerhed for bæredygtigheden.

I forhold til den vigtige og varige binding af kulstof fra atmosfæren er det derfor relevant at spørge: Hvad ville der være bundet, hvis vi ikke havde taget biomasse ud til bioenergi?

Et tidsperspektiv

Mens de to forskere øjensynligt ikke går op i tidsperspektivet, når de hævder, at al biomassen i sidste ende altid vil rådne og frigive CO₂, så går de pudsigt nok meget op i tidsperspektivet, når de vil forsvare det synspunkt, at vi ikke behøver at bekymre os  om den kulstofgæld, der er knyttet til afbrændingen af biomasse. De postulerer endda, at et 20-50-årigt tidsperspektiv, hvor emissionerne øges, er uden betydning for klimaet.

Dette står i kontrast til den klimavidenskab, der peger på, at vi skal have vendt udviklingen nu og her, hvis vi vil undgå de værste klimaforandringer. Det 20-50-årige tidsperspektiv for den opståede kulstofgæld er desuden et postulat, der slet ikke er dækkende i forhold til, hvad der sker, når vi globalt øger afbrændingen af biomasse. Der er ingen sikkerhed for, at det frigivne kulstof nogensinde bliver bundet igen, når det globale forbrug af biomasse til alle mulige formål øges.

Det må være relevant med et tilbageblik på, hvilken rolle ændringer i jordens kulstoflager har spillet i forhold til klimaforandringerne.

Det anslås, at der alene som resultat af nedbrydningen af jordens organiske pulje historisk er udledt mellem 40 og 90 milliarder ton kulstof til atmosfæren. Det svarer til mellem en fjerdedel og halvdelen af den samlede mængde kulstof, der er udledt som resultat af menneskelige aktiviteter.

Hvis vi dertil lægger alt det kulstof, vi har fjernet også fra det overjordiske plantedække, så kan vi næsten tænke os til, at potentialet for at binde atmosfærisk kulstof i jord og planter er enormt.

Et historisk perspektiv

Set i dette perspektiv forekommer det dybt mærkværdigt og vildledende at henvise til historisk brug af bioenergi som en begrundelse for at omstille fra kul til biomasse.

Det er ingen hemmelighed, at det i også i tidligere tider har været et problem for skovene, at de er blevet overudnyttet. Det er heller ingen hemmelighed, at hvis man i Europa ikke omkring år 1600 var begyndt at anvende kul og omkring 1850 også olie, havde masseproduktion af forskellige goder og industrialiseringen af landbruget ikke kunnet finde sted. Transporten af varer og mennesker ville heller ikke have kunnet vokse eksplosivt. Og de europæiske skove ville ikke have kunnet vokse til igen, som det heldigvis er sket og fortsat sker.

I Europa var landbruget og energitunge industrier som jern- og glasindustrien årsag til, at skovene svandt ind i løbet af 1600- og 1700-tallet – selv i skovrige lande som Sverige, Finland og Rusland. I 1800-tallet kunne man se en lignede udvikling i Nordamerika, og i 1900-tallet har udryddelsen af skovene taget fart i Sydamerika, Sydøstasien og Afrika. Denne afskovning fortsætter stadig.

Forskere grønvasker belastende energiproduktioner

Nu har vi vænnet os til høj mobilitet og et højt industrialiseret samfund med et enormt energiforbrug, der har ført til klimaforandringer. I den situation forekommer det useriøst, at forskere slår på tromme for at erstatte de fossile brændstoffer med biomasse for at dække et forbrugsniveau, der er langt større, end før de tidligere ødelæggelser af skovene satte ind.

Når forskerne tilmed hævder, at vi kan sætte vores lid til bæredygtighedskriterier, der slet ikke adresserer størrelsesordenen på forbruget, er de med til at misinformere befolkningen til at tro, at overforbruget kan fortsætte uden problemer.

Forskerne bidrager til at grønvaske en energiproduktion, som ikke blot reproducerer klimabelastningen, men samtidig modarbejder større investeringer i en reelt vedvarende og CO₂-neutral energiproduktion.