Svar til Kommissionen Handelsaftaler øger ulighed mellem lande

Det fremgår af en ny rapport fra EU-Kommissionen om implementering af handelsaftaler i 2017, at handelsaftaler løfter EU's eksport til omverdenen, samtidig med at de sikrer udbredelse af rettigheder for arbejdstagere og bekæmper fattigdom i det globale syd. Det glade budskab videregives til Altingets læsere i et debatindlæg 12. november af Stina Soewarta, der er chef for EU-kommissionens repræsentation i Danmark. Aftaler om handel mellem ligestillede parter er i alles interesse, når aftalerne er skruet rigtigt sammen.

Ulige præmisser for frihandel

Men når, der ikke er tale om ligestillede parter, er der en åbenbar risiko for, at handel vil komme til at foregå på den stærke parts præmisser. Resultatet vil være, at uligheden bliver større.

Når EU indgår handelsaftaler med lande i det Globale Syd, er det ikke aftaler mellem ligestillede parter.

Der er tale om lande, som handels- og udviklingsmæssigt står et helt andet sted end EU-landene, og som har svært ved at få et ben til jorden i de nuværende handelsaftaler, som afspejler et ulige magtforhold.

Det globaliserede marked giver nemlig først og fremmest markedsadgang og investeringsbeskyttelse til store transnationale virksomheder, som har størrelsen til at eksportere og lægge sager an ved de investeringsdomstole, der ofte er med i nyere handelsaftaler.

Handel gavner de rige lande langt mest

Soewarta skriver, at handel skaber vækst i et lands bruttonationalprodukt, men vækst er ikke lig med udvikling og lige fordeling.

I handelsaftaler er der ingen krav om at anvende lokale ressourcer og arbejdskraft. Det globale handelssystem har hverken et sikkerhedsnet eller en omfordelingsmekanisme, og over de seneste 30 år er mere end halvdelen af al økonomisk vækst tilkommet de rigeste 5 procent af verdens befolkning.

National regulering svinder

I takt med en økonomisk globalisering, der er foregået på velhavende investorers og multinationale selskabers præmisser, er national regulering svundet ind siden 1980'erne.

Manglende national regulering er ikke erstattet af en international reguleringsinstans, som kan garantere arbejderes rettigheder og velfærds-, sundheds- og sikkerhedsstandarder, forhindre smuthuller for beskatning af transnationale firmaer og hindre en voksende miljøbelastning.

Det globale handelssystem har således omfattende konsekvenser for miljø, menneskerettigheder og demokratiske processer. 

Virksomheder driver rovdrift på afrikanske varer

Som eksempel på bekæmpelse af fattigdom i det globale syd nævner EU-Kommissionens rapport, at Ghana nu kan eksportere forarbejdede varer som kakaosmør, kakaopasta og kakaopulver til EU ud over kakaobønner.

EU er den største importør af chokolade fra vestafrikanske lande, hvor Elfenbenskysten og Ghana tilsammen står for cirka 60 procent af eksporten til europæiske lande.

Internationale giganter, der blandt andet tæller Mars, Nestlé og Mondelēz, har i årtier drevet rovdrift på den vestafrikanske jord og skabt stadigt forværrede forhold for den lokale produktion af kakao.

Kakaoproducenterne er i stor udstrækning småskalalandmænd, der ikke er organiserede og derfor ikke har mulighed for at stille krav til deres arbejdsforhold.

Den søde tand i vesten koster skovareal i Afrika

Langt størstedelen af de bønder, der producerer kakaoen, lever i fattigdom og tjener så lidt som 0,40 dollar om dagen. Det ligger betydeligt under FN's fattigdomsgrænse på 1,90 dollars om dagen. Omsætningen fra den enorme kakaoproduktion kommer ikke bønderne eller lokalsamfundene til gode.

De store chokoladegiganter tager op mod 80 procent af profitten på solgt chokolade, mens afrikanske bønder må nøjes med 4-6 procent.

Efterspørgslen på chokolade har enorme konsekvenser for miljø og mennesker. I Elfenbenskysten går det særligt ud over skovene. Siden 1960 har Elfenbenskysten mistet 80 procent skov, meget af det som direkte resultat af kakaoproduktionen.

Med den omfattende afskovning mister lokalsamfundene samtidig en vigtig kilde til vand, og landbrug bliver i stigende grad sårbare over for miljømæssige katastrofer såsom tørke. Den uretfærdige handel med chokolade er med til at fastholde afrikanske bønder i fattigdom.

Når chokoladen kommer på markedet, er dens værdi mangedoblet, mens bønderne må tage til takke med en løn, der er utilstrækkelig til at brødføde deres familier.

EU's subsidier dræber ghanesisk tomatindustri

Vi kan også kigge på Ghanas tomatindustri, I 1990'erne blomstrede Ghanas lokale marked for tomater. Men så blev Ghanas regering i frihandlens navn tvunget til at liberalisere deres marked og nedsætte toldsatserne på en række importvarer, herunder tomatkoncentrat.

Dette som følge af Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds strukturtilpasningsprogrammer. Samtidig steg EU's eksport af tomater, og det ghanesiske tomatmarked blev udkonkurreret af tomater produceret, høstet og forarbejdet i Italien.

Takket være subsidier gennem EU's landbrugsstøtte kan italienske producenter eksportere tomater til Ghana og underbyde den lokale markedspris.

Underbetalte migranter plukker tomater i Italien

Prisdumping og ulige handelsvilkår mellem Italien og Ghana har frataget mange ghanesiske bønder deres levebrød og lagt tomatmarker øde hen.

Italien er den næststørste producent af dåsetomater i verden. Her fører udnyttelsen af illegale migrantarbejdere til yderligere lave produktionsomkostninger.

Paradoksalt medfører de ulige handelsvilkår, at der er eksempler på, hvordan tidligere ghanesiske tomatbønder er endt som underbetalte migrantarbejdere i de selvsamme syditalienske tomatmarker, som eksporterer de tomater, der bringer den lokale produktion i Ghana i krise.

Handelsaftaler blæser på miljø- og rettighedshensyn

Det generelle billede er, at handelsaftalerne styrker EU's adgang til at få afsat massefremstillede produkter i det globale syd. Det globale syd kan eksportere få afgrøder, som ikke kommer den brede befolkning til gode.

Hvorfor indgår det globale syd sådanne aftaler med EU?

Det gør de, fordi de ikke har noget valg. Der er ikke tale om aftaler mellem ligestillede parter. EU bestemmer betingelserne, som afspejler de store EU-virksomheders interesser: ingen toldmure, investeringsbeskyttelse og patenter og ingen aftaler om, at miljøhensyn i Paris-aftalen eller arbejdstagerrettigheder i ILO-konventionen skal respekteres.

Det globale handelssystem indretter standarder efter handelshensyn og stræber mod mere forbrug og produktion, hvilket skaber en øget miljøbelastning.

Behov for nye, bæredygtige handelsaftaler 

EU-Kommissionen kan i sin rapport berette om succeshistorier for virksomheder i EU-lande. Svineeksporten til Japan er steget så meget, at Danish Crown har måttet ansætte 100 nye medarbejdere.

Tolden på oste til Canada er væk, så Danablu nu kan sælge oste i Canada til konkurrencedygtige priser. Spanske dåsefisk er blevet en stor succes i Sydamerika, og i Sydkorea tørster de efter italienske vine.

Blandt de opnåede fremskridt i 2017 peger rapporten på, at Chile har åbnet sit marked for bøffer fra EU, og at Peru har givet markedsadgang for mejeriprodukter fra EU. Det er så langtfra de produkter, der er brug for, at der bliver produceret flere af, forbrugt flere af, eller der kommer borgere i det globale syd til gode.

For at opnå et retfærdigt og bæredygtigt handelssystem er der brug for handelsaftaler, der ikke tilsidesætter menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljø for at fremme multinationale virksomheders kommercielle interesser. Der er brug for handelsaftaler, der mindsker ulighed og giver lande mulighed for at beskytte deres lokale markeder og fordele goderne retfærdigt.

Kommentaren er bragt på Altinget 27.11.2018.