Mikroplast Glem engangsklude - den store synder er bilen

Debatten om plastposers skadelige virkninger er aktuel. Der holdes konferencer, og Socialdemokratiet har nu plastposer med i deres energioplæg.

I Frankrig og en række afrikanske lande er engangsplastposer nu helt forbudt. Og EU-kommissionen pønser på et par delforbud mod anvendelse af plast. Men hvad med mikroplasten, de små stykker plast på fra 0,001 til 5 millimeter?

Hovedingrediensen i mikroplast er syntetiske såkaldte polymerer som er fremstillet af råolie, og som nedbrydes uendelig langsomt.

Bildæk er kilden til problemet

Vi er alle fulde af mikroplast. Den menneskelige organisme sluger, hvad den spiser og drikker og beholder de mindste effekter – bittesmå plaststykker – rundt omkring i kroppen.

Det gælder de fleste fødevarer som stammer fra naturkredsløbet. Og problemet er, at kroppen har svært ved at håndtere de små ingredienser, som placerer sig forskellige steder i kroppen og vil kunne medføre celledød og infektioner.

Det kom frem for et par år siden, og i den forbindelse blev det nævnt, at forskellige klude til køkkenhusholdningen var synderne. Nogle mennesker begyndte at lave hjemmelavede eller strikkede karklude. Men oplysningerne gav et skævt billede.

Miljøstyrelsens undersøgelse fra 2015 af mikroplast i Danmark viser, at hovedsynderen helt klart – med cirka 56 procent – er den afslidning af bildæk, som bilkørsel frembringer.

Langt efter følger blandt andet fodtøj, maling, tøj og rester af plast i forskellige former, blandt andet engangsklude.

En væsentlig del af mikroplasten fra kørebanerne ledes nemlig med regnvand gennem rensningsanlæg ud i naturen og derfra ind i den menneskelige organisme.

Resten ender i den omkringliggende jord. Og en mindre del havner i overfladevand i åer og søer. Men også herfra kommer en stor del tilbage til vores organisme som den føde, vi indtager via eksempelvis kød, korn og fisk.

Miljøstyrelsen arbejder nu på en analyse af, hvordan og hvor meget mikroplast der kommer igennem rensningsanlæggene. Og om de større elementer vil kunne standses.

Forbud er den eneste løsning

Det kom desuden frem, at der helt bevidst er tilsat mikroplast i en række personlige plejeprodukter. En flaske shampoo for eksempel kan indeholde 200-300.000 stykker mikroplast. 

Som følge heraf arbejder en gruppe EU-lande – undtagen Danmark – på et forbud mod mikroplast i kosmetik og vaskepulver.

I USA er der nu forbud mod at tilsætte mikroplast i tandpasta og cremer. Og diverse EU-lande – igen undtagen Danmark – udforsker miljøpåvirkningen af havene.

Det kan undre, at Danmark gang på gang stiller sig uden for fællesskabet omkring inddæmningen af mikroplast. Når det drejer sig om direkte tilsætning af mikroplast i fødevarer og kosmetik må et forbud være den eneste løsning.

Men undersøgelsens ligeså opsigtsvækkende resultat – om afslidning af bildæk som den største faktor – vakte ikke større opmærksomhed, da den blev offentliggjort i 2015.

Måske fordi dens budskab ikke er så populært i et land med vores voldsomme biltrafik. Så hvad kan der gøres ved denne del af mikroplastfaren?

På længere sigt kan der muligvis udvikles bildæk, som afgiver mindre forurening under kørslen, men vi kommer ikke uden om at nedbringe bilkørslen og sænke hastigheden – alene acceleration og nedbremsning ved høj hastighed forøger afslidningen – og derfor vil fartbegrænsning og højere bilafgifter samt miljøzoner med bilbegrænsning i centrale bydele være uomgængelige tiltag fremover.

Hertil kræves så en udbygning af den kollektive trafik med hovedvægt på tog- eller letbanedrift. I forvejen skaber benzinbiltrafikken store CO₂-problemer, mens dieselbilerne desuden er skyld i dødelig forurening af NOX'er i byområderne.

Med oplysningerne om mikroplastens massive tilstedeværelse frembragt af biltrafikken må der kræves en hurtig politisk indgriben. Regeringens politik og Venstres nye grønne image ser dog lige nu ikke ud til at være klar til dette.