aktion
aktion

Aktion Gas skader klimaet og giver sukker en bitter smag

For klimaet skyld skal vi udfase gas - ikke bygge ny infrastruktur. NOAH tog med grupperne Baltic Pipe Nej Tak og Stop Ny Fossil Infrastruktur til Nordic Sugar for at stoppe den 115 kilometer lange gasledning til Falster og Lolland og trække et symbolsk elkabel til sukkerfabrikken.

18. maj 2022 · Kl. 09:27 Nyhed

Trods klimakrisen er der planer om, at bygge en ny gasledning, Baltic Pipe, til Lolland-Falster - men der er andre muligheder. Gas bliver anvendt mange steder, hvor det samfundsøkonomisk og klimamæssigt ville være bedre at erstatte forbruget af gas med elektricitet eller udnytte andre alternativer. Når først infrastrukturen til gas er bygget, bliver det sværere og dyrere at gennemføre den nødvendige transformation af energisystemet til at være forbrændingsfrit.

På trods af gode muligheder for elektrificering, holder regeringen fast i sin beslutning om at forsyne de to sukkerfabrikker på Lolland-Falster med fossilgas. Dermed forærer samfundet over en milliard kr. til status quo og forbrænding i stedet for at udvikle ny forbrændingsfri teknologi.



Den fossile gas til sukkerfabrikkerne skal på sigt erstattes med biogas, men biogas er langt fra klimaneutral. Myndighederne benytter regnskabstekniske fiksfakserier til at give indtryk af, at biogas er klimaneutral. Det kan godt være, at det belaster klimaet mindre at lave biogas af gylle, end at sprede gyllen på markerne, men det gør ikke gylle til en klimaneutral energikilde. En lille bil bliver heller ikke klimaneutral, fordi der findes større biler med større CO2-udledning. 



Elektrificering er mulig

I et svar til Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg vurderer Energistyrelsen, at gasledningen på sigt vil medføre de samme udgifter for samfundsøkonomien som en elektrificering af produktionen af sukker. På kort sigt vil gasløsningen dog være billigere end elektrificering, hvilket skyldes, at man først på længere sigt forventer, at biogas vil erstatte fossilgas, og da biogas kræver betydelig støtte fra staten, stiger statens udgifter til gasledningen med tiden. Ifølge Energistyrelsen vil en elektrificering imidlertid være den dyreste løsning for virksomheden.



Hvis regeringen havde valgt at støtte Nordic Sugar i stedet for biogasproducenterne, vil det være en fordel for klimaet og fremtiden. Og det ville kunne gøres uden omkostninger for Nordic Sugar og samfundet.

Læs artikel om aktionen i Folketidende.

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!