Kommentar En hærvejsmotorvej fra Give til Haderslev er uacceptabel
Hærvejsmotorvejen er unødvendig, ødelægger uerstattelig natur og landbrugsjord, støjer, sviner ved anlæg og brug, øger energiforbruget markant - uanset drivmidler
Høringsfristen til denne høring er den 15. juni 2020 til trods for, at der kun har været afholdt halvdelen af de planlagte borgermøder. Det er fuldstændig urimeligt at Vejdirektoratet ikke afventer afholdelse af alle borgermøderne.
Det vedhæftede høringssvar nedenfor understreger at en hærvejsmotorvej, uanset hvilken linjeføring der er tale om, er fuldkommen uacceptabel.
En hærvejs-motorvej fra Haderslev til Give vil medføre et ”trafikspring”, jage mange folk fra hus og hjem samt koste mellem 6,6 og 7,8 mia kroner, som i stedet kunne investeres i miljøvenlige transportformer, velfærd med mere.
For at sikre at de tusindvis af mennesker, der er truet af de forskellige forslag til linjeføringer, ikke fortsat skal leve i uvished om hvorvidt en hærvejsmotorvej vil ramme dem, er det afgørende, at opgive projektet helt og holdent således at alle kan slippe for at have en så alvorlig trussel hængende over hovedet.