Grøn dannelse Elever fra Den Grønne Friskole udvikler klimabrætspil til NOAH
Gennem årtier har vi i NOAH spurgt os selv, hvordan vi bedst muligt underviser børn og unge om forholdet mellem vores mad og vores klima. Nu har vi i samarbejde med 6. og 7. årgang på Den Grønne Friskole undersøgt, om Spilbaseret Læring kan bruges som metode.
Gennem halvanden måned har 6. og 7. årgang på Den Grønne Friskole, der holder til på Amager i København, udviklet læringsbrætspil om klima og madproduktion til NOAH.
Siden den første COVID-19-nedlukning af landets skoler har vi i NOAHs uddannelsesgruppe undersøgt, hvordan vi kan bruge både fysiske og online spil til at undervise børn og unge i komplekse klima- og miljøspørgsmål på en måde, der både er sjov, engagerende og lærerig.
Sammen med elverne fra Den Grønne Friskole satte vi i forløbet fokus på madsuverænitet og -produktion og undersøgte, hvordan vores mad bliver produceret, transporteret mellem lande og mellem bøndere og madspisere. Vi undersøgte madproduktionens aftryk på klima og miljø, men også vores klima og miljøs indflydelse på den mad, vi spiser.
Vi besøgte eleverne fire gange i løbet af november og december, hvor de først lærte NOAHs historie og synspunkter at kende og senere præsenterede deres spil-skitser for os.
Forløbet sluttede med en spilledag, inden eleverne gik på juleferie. Her gjaldt det om at prøve så mange spil som muligt og evaluere efterfølgende. Vi i NOAH var blæst bagover af, hvad eleverne havde nået at udvikle på kun halvanden måned, og hvor gennemførte spillene var.
Vi fik lov til at tage spillene med tilbage på NOAHs sekretariat, hvor vi vil bruge dem til videre inspiration og som sjove workshop-aktiviteter til fremtidige besøg på skoler landet over.
Vi i NOAH er meget taknemmelige for elevernes gode og ambitiøse arbejde, og vi håber på at komme ud og spille disse og mange flere spil med elever fra hele landet i 2022.
Tak til elever og lærere fra Den Grønne Friskole for samarbejdet og til Erasmus+ for den økonomiske støtte.