Klimakampens uretfærdigheder Derfor må Danmark være mere ambitiøs

Det er på sin vis opmuntrende, at De Konservative for en gangs skyld interesserer sig for de sociale slagsider af politiske forslag. Man kunne håbe, at de i fremtiden vil videreføre denne interesse ind i deres overvejelser om f.eks. topskattelettelser, ghettoplaner og nedsatte arveafgifter.

Der er heldigvis mange forslag til, hvordan klimaafgifter kan ramme mindre socialt skævt. En skat på flyrejser kunne f.eks., som den engelske klimaforsker Kevin Anderson har foreslået, blive dyrere, jo mere du flyver. Men når man taler om sociale slagsider og klimapolitik, må man først og fremmest indse, at det ikke er Danmark, der rammes hårdest af klimaforandringer – noget vi desværre glemmer alt for ofte, når vi taler om klima i Danmark. Danmarks middelklasse er en del af den ubestridte globale elite, når det kommer til klimabelastende forbrug. En stor del af vores klimabelastning importeres med varer fra andre udviklingsøkonomier, hvor fossile brændsler afbrændes i stor stil for at producere varer, der opretholder den materielle levestandard i Vesten. De befolkninger, der rammes hårdest af klimaforandringerne, har det mindst klimabelastende forbrug. Det er derfor helt ude af trit med virkeligheden, når Abildgaard forsøger at lægge en del af klimaansvaret på »u-lande [der] ikke er blevet civiliserede og industrialiserede lande endnu«. Det er udtryk for en vestlig arrogance, der underlægger verdens fattigste befolkninger – dem, der uomtvisteligt har bidraget mindst til det nuværende globale klimaproblem – de rigestes ønske om at opretholde en ubæredygtig materiel levestandard.

Og der er desværre ikke noget tegn på, at den globale vækst, på bekostning af klodens ressourcer, har tænkt sig at stoppe. Selvom der inden for bestemte sektorer og lande har været en mindre afkobling af drivhusgasudledninger og vækst, viser tal fra UNEP, at den globale materialeintensitet – den mængde af udvundne råvarer, der indgår i globalt BNP – har været stigende siden 2000. Med andre ord: den type økonomiske vækst, vi ser i dag, er mere skadelig for kloden end nogensinde før. Det er meget bekvemt at tænke, som Abildgaard, at det er »energi- og teknologiløsninger, vi skal forandre verden med«. Og selvfølgelig er grønne teknologier en del af omstillingen til et bæredygtigt samfund. Men ser man på tallene fra UNEP, må man tvivle på, at teknologi i sig selv kan være et værn mod det enorme ressourceforbrug, vores verdensøkonomi er baseret på.

Abildgaards anden løsning – at rige vesterlændinge kompenserer for deres CO2-mæssige overtræk gennem eksempelvis træplantning, såkaldt »carbon offsetting« – er mindst lige så problematisk. Frivillige kompensationsløsninger eksisterer allerede i stor stil. Alligevel lå det globale tab af skovareal i 2016 på sit højeste nogensinde: 30 millioner hektar, et areal på størrelse med Italien. Og offsetting-projekter har ofte ledt til problemer med landgrabbing og marginalisering af lokalbefolkninger i det globale Syd. Igen bliver det klodens fattigste, der fortsat finansierer vores overforbrug. Abildgaard medgiver, at det »i yderste konsekvens« kan være nødvendigt med flere afgifter. Men allerede i 2030 estimerer FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, at klimaforandringer vil have skubbet mellem 23 og 122 millioner mennesker ind i ekstrem fattigdom. Hvor meget skal der til, før vi når til yderste konsekvens? Skal vi først mærke konsekvenser i vores eget lille land, før vi griber til den nødvendige handling? Ifølge Abildgaard er det »nemt nok at være grøn, hvis man bare vil stoppe al vækst i samfundet og al produktion og ikke ønsker, der skal være noget erhvervsliv«.

Vi mener det modsatte: det er nemt at sige, at man er grøn, uden at forholde sig til konsekvenserne af det vækstparadigme, vores økonomiske system er bygget på. Som et af verdens rigeste samfund må vi gå forrest i kampen mod klimaforandringers uretfærdighed. Derfor må vi finde måder, hvorpå vi kan leve gode og meningsfulde liv uden den materialistiske overflod, vi har vænnet os til.

Indlægget er bragt i Weekendavisen 25. maj 2018.