Ny analyse Danske Bank holder hånden under klimaskadeligt landbrug
Ny analyse fra miljøorganisationen NOAH viser, at danske banker og finansielle virksomheder gør den store produktion af animalske landbrugsprodukter i Danmark mulig.
”Den industrielle model for animalsk produktion medfører sociale, økonomiske og miljømæssige problemer på lokal og global skala. Vandforurening, luftforurening og den enorme mængde ammoniak- og kvælstofrige gødning produceret på fabrikslandbrug påvirker lokalsamfund, og skader dyreliv og biodiversitet”, udtaler Nanna Clifforth fra NOAH.
Arlas og Danish Crowns samlede udledninger udgør således i øjeblikket cirka to tredjedele af Danmarks samlede drivhusgasfodaftryk ifølge en nyere analyse.
”Den største yder af lån, tegningsgarantier og investeringer er Danske Bank, som dermed fortsætter sin sorte virksomhed uden hensyn til klimaet”, slutter Nanna Clifforth fra NOAH.
Analysens hovedresultater:
-
Danske Bank har siden begyndelsen af 2016 ydet over en halv milliard dollars (631 millioner dollars) i lån og tegningsgarantier til den industrielle kød- og mejeriindustri i Europa.
-
Arla har været hovedmodtageren af Danske Banks lån og tegningsgarantier og modtog 370 millioner dollars i kredit fra banken i perioden fra 2016 til 2021.
-
Danish Crown har været den næststørste modtager af finansiering fra Danske Bank og modtog i 2018 140 millioner dollars i tegningsgarantier fra Danske Bank.
-
Ud over at yde kredit til kød- og mejeriindustrien investerer Danske Bank også i disse industrier med en ejerandel (gennem en obligationsbeholdning) på 5,3 millioner dollars i Arla.
-
I alt ydede danske banker (Danske Bank, Jyske Bank og Nykredit) mellem 2016 og 2021 i alt 888 millioner dollars i finansiering til store europæiske kød- og mejerivirksomheder.
-
Over to tredjedele (71 procent) af denne finansiering gik til Arla, mens 16 procent gik til Danish Crown.
-
Danske banker og kapitalforvaltere var store investorer i kød- og mejeriindustrien og havde investeringer for over 10 millioner dollars i kød- og mejeriselskaber, herunder Arla.
Analysen er baseret på data leveret fra konsulentfirmaet Profundo om europæiske og danske bankers og finansielle institutioners finansiering af store kød- og mælkebedrifter og relaterede virksomheder i Europa. Analysen af de danske banker er en del af en europæisk analyse. Analysen er foretaget blandt 17 foder-, mejeri-, fjerkrækød-, svinekød-, oksekød- og ægvirksomheder baseret i Danmark, Frankrig, Tyskland, Holland og Spanien.