COP15 Danmarks mulighed er at bruge eksemplets magt

Med eksemplets magt kan den danske regering med vægt argumentere for, at de internationale klimamål efter 2012 bliver både skrappere og med stærkere virkemidler.

21. marts 2007 · Kl. 08:44 Pressemeddelelse

NOAH's energigruppe hilser det velkommen, at den danske regering med miljøminister Connie Hedegaard i spidsen har haft held med at få den afgørende FN-klimakonference COP15 til Danmark i 2009.

Det er selvfølgelig vigtigt, hvem der præsiderer over en konference som denne. Vi må dog se i øjnene, at et lille land som Danmark ikke har meget magt i forhold til de store lande.

Men der en form for magt, vi kan gribe til, og det er eksemplets magt. Vi har allerede gode historier at fortælle, ikke mindst med indsats (siden 1970'rne) med energioplysning, energisparekampagner, isolering af huse og bygninger, kraftvarmeproduktion og udviklingen af vindmølleteknologien. Vi har flere stærke områder af energiforskning.

Men vi er ikke langt nok i forhold til klimamålene. Og der er ikke meget tid til at indhente det forsømte. De tal, som netop i dag er offentliggjort for CO2-udledningerne i 2006, taler deres tydelige sprog.

For at få mest muligt klimapolitisk udbytte af den situation, anser NOAH's energigruppe det for meget vigtigt, at der bliver gjort en ekstra anstrengelse for, at vi i Danmark kommer så langt som muligt inden konferencen. Med reelle energibesparelser, energieffektiviseringer og med vedvarende energi. Kommunerne skal forpligtes, og erhvervene skal i langt højere grad med, ellers kommer vi ikke uden for erklæringernes verden.

Det er afgørende for, at den danske regering med vægt kan argumentere for, at de internationale klimamål efter 2012 bliver både skrappere og med stærkere virkemidler.

NOAH's Energigruppes vigtigste krav til COP15 er bl.a.:

–  at det anerkendes, at alle mennesker på jorden har en lige ”ret til at udlede drivhusgasser” – men på et niveau, der ligger langt under det, vi i de industrialiserede lande har været vant til. Det bæredygtige niveau er formentlig under 20% af det, vi i Danmark har i dag.

–  at den globale opvarming under ingen omstændigheder må overstige 2 gr. C. Det betyder fx, at industrilandene skal reducere udledningen af drivhusgasser med mindst 80% inden 2050. Det er en årlig reduktion på mindst 3%.

Uafhængige forskere har fremlagt scenarier, der viser, at det kan lade sig gøre med kendt teknik. Det indebærer både en betydelig reduktion i energiforbruget, ikke mindst inden for transport- sektoren, og en kraftig omstilling til vedvarende energi. Danmark kan blive 100% forsynet ved vedvarende energi i 2050 med en reduktion af CO2-udledningen på 90%.

NOAH's Energigruppe

Henning Bo Madsen (97 37 37 59)

Palle Bendsen (98 14 76 95)

Miljøbevægelsen NOAH

Nørrebrogade 39

2200 København N

Tlf. 35361212 • Fax. 35361217 noah@noah.dkwww.noah.dk

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!