CCS CO2-lagring i undergrunden giver alt for meget CO2 i atmosfæren
CO2-lagring kan ikke levere de reduktioner i CO2-udledningerne, som fortalerne påstår, konkluderer NOAH i en ny rapport.
Kulindustrien og kraftværksindustrien hævder, at CO2-lagring eller CCS (Carbon Capture and Storage) vil være et vigtigt redskab i kampen for klimaforandringer. Ifølge NOAHs rapport vil 9/10 af udledningerne imidlertid ryge lige op i atmosfæren.
Rapporten er foreløbig kun på engelsk.
Palle Bendsen, talsmand for NOAH siger: "Når vi ser på CCS over tid - når vi ser hele filmen i modsætning til et snapshot af et enkelt kraftværk eller et enkelt år i en fjern fremtid – så er det indlysende, at CCS ikke kan levere det, som fortalerne hævder. Alt for meget CO2 vil ikke blive opfanget og lagret, som ideen ellers skulle være. Det Internationale Energiagentur, EU og FN’s klimapanel, IPCC, har ikke taget hensyn til virkningen af CCS over tid, og de bør revidere deres vurdering af denne tvivlsomme teknologi."
Udledningerne bliver alt for store
Ønsker verdens befolkninger at undgå katastrofale klimaændringer, så er den mængde CO2, som vi kan udlede til atmosfæren så lille, at de globale udledninger skal toppe inden 2015. Det er et klart budskab fra klimaforskningen.
Vælger man CCS som måden at undgå CO2-udledninger fra især kulfyrede kraftværker, vil hen imod 90 % af udledningerne mellem 2010 og 2050 fra disse anlæg nå atmosfæren alligevel, ifølge NOAHs rapport.
Mange lande sætter deres lid til CO2-lagring
USA, Kina, Tyskland, Spanien, Australien og Sydafrika m.fl. har planer om at bruge CCS til at forsøge at afbøde klimapåvirkningen fra de fossile brændsler – først og fremmest kul, mens Vattenfalls planer om CO2-lagring ved Nordjyllandsværket er for nylig sat i bero. EU har sat store summer af til finansiering af 12 demonstrationsanlæg i løbet af de næste 10 år. De forslag til en klimalov, der diskuteres i USA, omfatter også store beløb til CCS.
"CCS vil låse os fast til kul. Det vil bevare alle de industrier, der bliver udstyret med CCS, uændret i mange år fremover. CCS er langt fra parat til at kunne udbredes kommercielt, men CCS bruges som en undskyldning for at fortsætte med at bygge kulkraftværker, hvis de bare er CCS-parate, som det kaldes" tilføjer Palle Bendsen.
CO2-lagring er spild af knappe ressourcer
Finansiering af CCS er dømt til at blive et kæmpe misbrug af offentlige midler. NOAHs rapport handler ikke om økonomien i CCS, men den viser, hvorfor det vil være spild af tid og kræfter og af knappe ressourcer.
"Det er indlysende, at CCS konkurrerer med vedvarende energi om forsknings- og udviklingsmidler og om kapital, hvilket forhindrer en hurtig udvikling af bæredygtige energiforsyningssystemer. Det, vi har brug for, er en fossilfri fremtid. Vi skal reducere energibehovet i de rige lande med høje emissioner, og vi skal øge energieffektiviteten," slutter Palle Bendsen.
CO2-lagring er ikke en ”bro til fremtiden”
Vattenfall og andre har ofte kaldt CO2-lagring en "overgangsløsning", der ”bygger bro til fremtiden”, dvs. den forbinder en beskidt fossil nutid med en lys grøn fremtid. Det er et tillokkende billede, men det er et forkert billede, fordi det vil tage alt for lang tid, før den kunne levere nogen væsentlige reduktioner. Og inden da vil den have brugt næsten hele budgettet op.
CCS er først og fremmest en teknologi til at holde de fossile industrier i live med store offentlige tilskud.
De vigtigste resultater i rapporten:
- I et scenario hvor CO2-emissionerne halveres fra nu og til 2050 vil over 350 milliarder tons CO2 eller ca. 90 % af CO2-emissionerne fra kulfyrede værker blive udledt til atmosfæren.
- Nettolagringen vil kun være omkring 45 milliarder ton CO2 eller 10 % frem til 2050, og i de første 20 år er der kun tale om 7 milliarder tons CO2, der undgår at blive udledt til atmosfæren. Det er ca. 3 %.
- Da de næste tyve år er afgørende for, om vi undgår katastrofale temperaturstigninger, vil satsningen på CCS tværtimod at give reduktioner garantere udledning af alt for meget CO2.
Se også NOAH's website om CCS: http://ccs-info.dk og (på engelsk:http://ccs-info.org)