cykel

Transport 8 forslag til en miljø- og klimavenlig politik

NOAH har fremsendt 8 forslag til hvordan Danmark kan vise vejen til en ansvarlig miljø- og klimapolitik på persontransportområdet. Forslagene er sendt til ”Trafikudvalget” i Folketinget

10. februar 2019 · Kl. 08:02 Nyhed

Danmark vil gerne være i front på miljø- og klimaområdet. Derfor ville det være oplagt at komme med en plan for at få styr på den vildtvoksende fossile vejtrafik. Alligevel er der kun forskellige diffuse udmeldinger om så og så mange elbiler og stop for salg af fossilbiler efter en årrække. Alt imens der sker en kraftig stigning i salget af fossile biler, bilkørslen, CO2-udslippet og miljøbelastningerne.

NOAH-TRAFIK foreslår følgende tiltag vedrørende persontransporten, der kan reducere energiforbruget og fremme et skift fra bil til elektrisk kollektiv transport, cykeltransport og mere omtanke i bilbrugen:

1) Opgiv alle planer om nye motorveje, vejtunnelprojekter og andre store vejanlæg. Det drejer sig om prissatte projekter til 78,8 – 85,4 Mia. kr. Dertil kommer en lang række andre projekter, som ikke er prissatte.

2) Stop for salg af fossilbiler og alle typer hybridbiler i 2025. Indtil da må beskatningsniveauet for fossilbiler hurtigst muligt genoprettes så det bliver på niveauet før de store afgiftssænkninger fra 2007 og fremefter.

3) Udbyg bustrafikken og cykelstinettet over hele landet i sammenhæng med togtrafikken. Flere letbaner i de store byer.

4) Halver billetpriserne i den kollektive trafik og lav intensive kampagner for at benytte den kollektive trafik og cykel

5) Fuld fart på reparation og udbygning af skinnenet og signalsystemer

6) Sænk hastighedsgrænsen på motorveje til 110 km/t , hvor den i dag er 130 km/t.- og til 90 km/t, hvor den i dag er 110 km/t. Sænk hastighedsgrænsen på motorveje til 80 km/t alle steder, hvor støjbelastningen er stor. Byhastigheden bør ned på 30/40 km/t. Danmark bør følge WHO`s anbefalinger om sænkning af ”støjgrænsen” fra 58 decibel til 53 decibel.

7) Benzin- og dieselafgifter bør sættes op med 1 kroner pr. liter pr. år i 5 år.

8) Aftrap befordringsfradraget for bilkørsel over 10 år. De sparede midler bruges til forbedring af den fælles trafik og cykeltrafikken. Særlige transportordninger bør oprettes i tyndt befolkede dele af landet.

Vi har i dette oplæg kun beskæftiget os med persontransport på landjorden. En reduktion af biltrafikken går hånd i hånd med lavere energiforbrug, bedre luftkvalitet, mindre støj, mindre arealforbrug til kørsel og parkering, større færdselssikkerhed og bedre levevilkår i byerne.

Der er mere end nogensinde behov for at sætte ind mod den stadige vækst i biltrafikken – og tilmed reducere den. Der er en lang række kendte virkemidler til rådighed for dette: - økonomiske, planlægningsmæssige og tekniske.

Det siger sig selv, at en overflytning fra bil til cykel er en optimal løsning både hvad angår, energi, sundhed, forurening, støj og arealforbrug. Den reneste energi er den der ikke bliver brugt.

Der er endvidere store muligheder for reduktion af CO2-udledningerne ved brug af kollektiv transport

For hver person, der lader bilen stå og bruger ledig kapacitet i den kollektive transport er stort set al energien sparet. Hvis man derimod dropper at benytte toget og bruger bil i stedet er hele bilens energiforbrug en forøgelse.

Uddybning af de otte forslag.

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!