Klima Nyt forslag til undergrundslov baner vej for CO2-lagring
I 2008 blev EU´s Klimapakke vedtaget. Et af pakkens direktiver handler om opsamling og geologisk lagring af CO2 (det såkaldte CCS-direktiv, CCS: Carbon Capture and Storage). Direktivet skal nu implementeres i dansk lov gennem ændring af undergrundsloven.
I loven indføjes samtidig bestemmelser om geotermisk energi, prioritering af anvendelsen af undergrunden, og ministeren gives mulighed for at påbyde samordnet indvinding og udnyttelse af anlæg.
Men der mangler gennemsigtighed og offentlighed i beslutningsprocessen, om hvordan og under hvilke betingelser CO2-lagring evt. skal tillades, og der er en lang række fejl og problemer, som lovforslaget ikke tager højde for.
NOAH Energi og Klima har udarbejdet et høringssvar med kritik af forslaget og krav om at stramme op, så CCS ikke uden offentlighedens kendskab lobbyes ind i dansk klima- og energipolitik.
NOAH frygter, at vidtgående beslutninger om Danmarks energifremtid (som f.eks. tilladelse til CO2-lagring) risikerer at blive truffet af ministeren egenhændigt eller i et lukket udvalg. NOAH mener, at forslaget på dette punkt er meget mangelfuldt i forhold til offentlighedens inddragelse tidligt i processen.
Forslaget giver heller ikke klageadgang til alle afgørelser til foreninger eller energi-, natur- og miljøorganisationer, idet udvidet klageadgang kun er tildelt ”enhver med væsentlig og individuel interesse”. Vi finder, at dette er i direkte strid med Århus-konventionen.
Lovforslaget bør suppleres med en tekst, der tydeliggør, at det overordnede formål er at understøtte opfyldelsen af Danmarks klima- og energipolitiske målsætninger, samt en global bæredygtig udvikling. Tilladelse til CO2-lagring skal ikke kunne finde sted, med mindre det er en erklæret del af Danmarks klima- og energipolitik.
Lovforslagets implementering af CCS-direktivet kan føre til brud på grundfæstede principper i dansk miljøpolitik om ikke at bruge undergrunden til deponering af affald, og om at forurening bør bekæmpes ved kilden (her: udfasning af kul frem for at øge brugen via CCS). For at forhindre brud på den nugældende politik, bør CCS / CO2-lagring så vidt muligt fravælges i forbindelse med en prioritering.
Forslaget er alt for lempeligt i forhold til at lade den danske stat overtage ansvaret for uheldsramte og lukkede CO2-lossepladser. NOAH mener ikke, at staten skal fungere som forsikringsselskab for rettighedshavere eller operatører og derigennem pådrage de nuværende skatteborgere eller kommende generationer et økonomisk ansvar for et eventuelt CO2-lager. Rettighedshaveren skal ikke kunne slippe ud af sit ansvar tidligere end minimumsperioden på 20 år, som CCS-direktivet opererer med. Tværtimod bør ansvarsperioden efter forsegling som minimum forlænges til 40 år.
Lovforslaget skal også stille krav om udarbejdelse af en beredskabsplan for bebyggelser, der ligger over et eventuelt CO2-lager.
__________________________________
Læs NOAHs høringssvar her.
Lovforslaget med bemærkninger ses her.
Gældende lov ses her.
EU´s CCS-direktiv (2009/31/EF) ses her.
__________________________________
Kontakt:
Kim Ejlertsen tlf. 57 52 75 92 mail: kim(at)noah.dk
Palle Bendsen tlf. 98 14 76 95 mail palle(at)noah.dk