Ny rapport Hvad har handelspolitik med frø og biodiversitet at gøre?

Det industrielle landbrug og de store frøvirksomheder producerer 150 afgrøder baseret på kun 12 arter, mens småskalalandmænd anvender 2,1 millioner varianter af 7.000 arter. Store virksomheder producerer et meget begrænset antal varianter og altså lav biodiversitet – både af frø og deraf på marken. De fleste kommercielle frø er ligefrem udviklet som monokulturer. Fremkomsten af industrielle frø har derfor medført, at næsten 75 % af diversiteten blandt afgrøder i verden er forsvundet.

De store virksomheder bliver også favoriseret gennem de intellektuelle ejendomsrettigheder, de til dels opnår gennem handelsaftaler både bi- og multilateralt. Siden 1994 har WTO gennem TRIPS (Trade-Related Aspects of Intellectual Property Rights) krævet, at lande etablerer intellektuelle ejendomsrettigheder for planter. Hvis dette ikke sker, bliver landene sanktioneret. TRIPS var den første aftale, der indførte globale standarder for intellektuel ejendomsret på planter, dyr og mikroorganismer. Med TRIPS er det ulovligt for landmænd at genanvende patenterede frø, og aftalen patenterer generelt frø og gør dem til få virksomheders ejendom. Det gør det svært for småskalalandmænd at udvikle biodiversiteten, samtidig med at ganske få virksomheder ejer nøglen til at producere mad. Intellektuelle ejendomsrettigheder skaber monopollignende magt i sektoren på bekostning af mindre landmænd i en sektor, der allerede er stærkt konsolideret.

Det, der ikke er opnået gennem TRIPS, er blevet målet for regionale og bilaterale handelsaftaler. Selv om det ofte hævdes, at handelsaftaler skal forhindre diskrimination, giver de ofte særlig adgang til markedet – for blandt andet frø – til landbrugsindustrien ved at kræve patenter gennem krav om implementering af UPOV91 og Budapest-traktaten (se boks). Det hævdes også af agroindustrien, at intellektuelle ejendomsrettigheder på frø udgør udenlandske investeringer, der skal beskyttes. Sager om patenter og ophavsret vil derfor kunne indklages af virksomhederne for en særdomstol (Investor-stat tvistbilæggelse, ISDS/ICS) gennem handelsaftaler, hvor udenlandske virksomheder kan lægge sag an gennem handelsaftaler, hvis et land indfører lovgivning, der mindsker virksomhedens forventede profit.

Kapitel 20 i EU’s handelsaftale med Canada (the Comprehensive Economic and Trade Agreement, CETA) omhandler intellektuel ejendomsret. Artikel 31 omhandler planter og i den fastlægges, at Canada og Europa skal samarbejde om at promovere og håndhæve UPOV. For at opfylde CETA bliver Canada nødt til at ændre sine love, så patentholdere kan søge påbud mod mistænkte krænkere, herunder landmænd, som beskyldes for at bruge frø, der er patenterede, før det afgøres, om der har været en overtrædelse eller ej. Artikel 37 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder giver patentholdere større mulighed for at sagsøge for eksempel landmænd, hvis de mener, de vil sælge patenterede frø. Kapitlet hedder “Foreløbige og forebyggende foranstaltninger”, da domstole kan stoppe en formodet patentovertræder ved at beslaglægge frø, afgrøder og udstyr eller blokere vedkommendes bankkonto. Hvis en domstol anerkender et brud på patentet, kan den påbyde ødelæggelse af frø og afgrøder samt materialer til at producere dem.

Handelsaftaler er de vigtigste instrumenter for rigere lande til at opnå ændringer af frølovgivning i det Globale Syd til frøindustriens fordel. Gennem aftalerne skal lande implementere lov om intellektuel ejendomsret, som favoriserer frøfirmaer og begrænser produktionen og cirkulationen af landmænds frø. Mozambique er blevet bedt om systematisk at stoppe distributionen af gratis og forædlede frø og vedtage en lov om beskyttelse af planter, der støtter private investeringer i frøproduktionen. EPA’en (Economic Partnership Agreements mellem EU og lande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet) fra 2014 bestemmer, at parterne skal mødes for at forhandle intellektuelle ejendomsrettigheder, og at de i det mindste skal overveje at tilslutte sig UPOV. Mange afrikanske lande har ingen forpligtelse til at tilslutte sig UPOV, men de afrikanske organisationer for intellektuel ejendomsrettighed (ARIPO og OAPI) deltager allerede gennem landeaftaler med EU.

For at handels- og investeringsaftaler ikke underminerer indsatsen for at forbedre biodiversiteten, er der flere dele, der bør gentænkes og ændres. Generelt bør der indarbejdes bestemmelser for at integrere beskyttelsen af biodiversitet og økosystemer. Retten til frø – og derved produktionen af mad – skal vægte højere end intellektuelle ejendomsrettigheder og beskyttelsen af udenlandske investeringer. Retten til frø bør anerkendes som den menneskerettighed, den er.

Læs hele rapporten.