rtrs

RTRS Fødevareindustrien i international grønvask

NOAH advarer fødevareministeren mod at forlade sig på aftaler med organisationen Round Table on Responsible Soy Association, som er miljømæssig hvidvask (”grønvask”).

28. oktober 2013 · Kl. 15:11 Pressemeddelelse

Billeder i DR’s TV-Avis 27. oktober [1] af dødssyge voksne og vanskabte børn som følge af sprøjtegifte på sojamarker i Sydamerika bekymrer fødevareminister Karen Hækkerup (S). Hun ønsker at gå over til bæredygtig soja – men NOAH advarer: De certifikater, som det danske landbrug for tiden opkøber hos Round Table on Responsible Soy (RTRS), er grønvask.

Dobbelt utroværdigt

Landbrug & Fødevarers mål er, at 3-4 pct. af Danmarks fodersoja bliver RTRS-certificeret [2]. Den meget beskedne procent-andel er langt fra det værste, mener miljøorganisationen NOAH:

– Hverken målsætninger eller resultater i RTRS er troværdige. RTRS er en lobbykreds langt overvejende skabt af storindustrien selv. Bag RTRS står nogle af verdens største miljøsyndere som BP, Unilever, Bayer og Monsanto. [3] Monsanto har udviklet den gensplejsede ’RoundUp Ready’ soja, som miljøfolk fra starten forudså vil medføre RoundUp-tolerant ukrudt, som så vil kræve skrappere gifte. Det er præcis det, der er sket. Soja i stor eksportskala kan aldrig blive miljøbæredygtig, fastslår Nanna Clifforth fra NOAH’s landbrugs- og fødevaregruppe.

Flere hundrede sydamerikanske og internationale grupper [4] inden for landbrugs-, forbruger- og miljøområdet har fra RTRS’ start advaret mod lobbykredsen. NOAH påpeger, at der står folk bag RTRS, som i mindst ti år har ageret ud fra det påhit, at et sojaboom er ’uundgåeligt’. Nogle vil mene, at RTRS-soja trods alt er en forbedring, men en analyse fra maj 2012 påviser, at både retningslinjer og miljøresultater i RTRS er en fuser, for ikke at sige et røgslør. [5]

Der er én løsning

I RTRS ses også Arla, Danisco og COOP. Det finder NOAH problematisk, da der ikke alene er soja i foder, men også direkte i 60 til godt 70 pct. af Europas forarbejdede fødevarer. Tit fremgår det ikke af varedeklarationen, og til tider er sojaen reelt kun fyldstof for at gøre varen billigere. Nanna Clifforth udtaler:

– Medierne har i årevis haft chancen for at vise billeder [6] af de store arealer med døde dyr, hvor regnskoven og savannen ryddes til sojamarker, og af pesticidskadede samt fejlernærede børn. NOAH har i over 10 år forsøgt at råbe op om følgerne af sojaimporten, som aldrig vil kunne være bæredygtig. Importen understøtter en overproduktion af animalske produkter med ødelæggende konsekvenser for miljø og sundhed ibåde Danmark og Sydamerika.

NOAH vil række hånden ud til Landbrug & Fødevarer, COOP, Arla og Danisco og anerkende dem, hvis de opgiver Round Table-lobbyen og støtter forskning [7] i hjemligt avlede alternativer til soja, idet andre proteinkilder er den eneste reelt miljøbæredygtige vej ud af sojakatastrofen. Flere husdyravleres erfaring med gensplejset soja tyder endda på, at andre proteinkilder er en gevinst for dyrenes sundhed og landbrugets økonomi. [8]

Spørgsmål og henvendelse:

Nanna Clifforth, e-mail nanna@noah.dk tlf. 51 51 77 24.

Magnus Falko, fhv. aktiv i NOAH’s nu nedlagte genteknologigruppe, tlf. 42 33 54 54. Konsulterer gerne.

Kildenoter:

[1] TV-Avisen søndag d. 27. oktober om sojasagen:

18:30-avisen: http://www.dr.dk/tv/se/tv-avisen-med-sporten/tv-avisen-med-sporten-323#!/ (06:15 minutter inde i udsendelsen)

21:00-avisen: http://www.dr.dk/tv/se/21-soendag/21-soendag-78/#!/ (15:29 minutter inde i udsendelsen)

[2] http://www.lf.dk/Aktuelt/Nyheder/2013/April/En_samlet_dansk_fodevaresektor_kraever_baeredygtig_soja

[3] http://www.responsiblesoy.org/index.php?option=com_content&view=article&id=55&Itemid=51&lang=en (Til red.: Dele af hjemmesiden er øjensynlig hacker-angrebet, men scroll ned på siden, og indholdet ses).

[4] Eksempler på organisationers underskriftkampagner imod RTRS:

Fra 2008: http://www.grr.org.ar/mesaredonda/organizaciones.pdf (118 ngo’er protest-underskriver)

Fra 2010: http://gmfreeze.webfactional.com/news-releases/32/ (cirka 230 ngo’er protest-underskriver)

Fra 2010-12: http://corporateeurope.org/sites/default/files/sites/default/files/files/openletter/2010_rtrs_letter_-_final-signatures.pdf (omkring 140 ngo’er protest-underskriver)

[5] Analyse af RTRS foretaget af Corporate Europe Observatory, maj 2012: http://corporateeurope.org/sites/default/files/publications/rtrs_briefing2012_0.pdf

[6] For eksempel fotos fra side 28 i http://www.non-gm-farmers.com/documents/Paraguayreport.pdf fra 2006 og denne BBC-artikel fra 2005: http://news.bbc.co.uk/2/hi/americas/4320941.stm

[7] Forskning i protein-alternativer til soja – eksempler: http://www.food-supply.dk/article/view/104892/millionindsprojtning_til_sojaalternativ og http://foodmonitor.se/index.php/forskning-a-ingredienser/2-forskning-a-ingredienser-/1130-forskare-letar-alternativ-till-utlaendsk-soja

[8] http://www.dr.dk/DR1/kontant/2013/06/04175429.htm og http://www.greenpeace.org/denmark/da/nyheder/2013/GMO-piner-jorden-og-skaber-mistrivsel-hos-danske-svin/

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!