Konference Kan man tage patent på liv?
I 2014 stemte danskerne ja til at deltage i den fælles patentdomstol i EU. I de fælles europæiske regelsæt fremgår det, at det ikke er muligt at tage patent på liv. Alligevel er der udtaget 120 patenter på planter ved det europæiske patentkontor.
Derfor arrangerer NOAH sammen med Foreningen Frøsamlerne en konference i landstingsalen på Christiansborg d. 10. maj under overskriften Kan man tage patent på liv?
Vi har blandt andet har inviteret Europas førende ekspert på patenter inden for biotekområdet samt formanden for frøsektionen i Landbrug og Fødevarer.
Naturen skal være fri
I NOAH mener vi, at naturen er sin egen - og at man ikke skal kunne tage patent på den! Desværre er det i dag almindelig praksis i EU, at der bliver udstedt patenter på planter og frø. Det er i strid med EU's officielle politik på området og både frøavler, planteforædlere, miljøorganisationer og borgere ønsker et stop for patenter på liv.
Derfor protesterer vi imod, at den Europæiske Patentmyndighed er begyndt at udstede patenter på konventionelt dyrkede planter.
Det gør vi i Danmark blandt andet med denne konference.
Læs mere om patenter på liv og tilmeld dig konferencen på noah.dk/patent