Ny video Under overfladen i Isefjorden
Udledningen af kvælstof til de danske farvande skal nedbringes kraftigt. Der er besluttet politisk, men det sker bare ikke. Og det har store konsekvenser for vores fjorde og for store dele af de indre danske farvande. Udledningen af næringsstoffer, primært kvælstof, fører til algeopblomstring, iltsvind og ødelæggelse af havmiljøet. Ålegræsset forsvinder, bunden dækkes af dynd og fiskene dør.
NOAHs dykker fra vandmijøgruppen har været under overfladen i en af Danmarks største fjorde, Isefjorden, for at dokumentere miljøtilstanden, og har filmet og fotograferet på en lang række lokaliteter i fjorden. Og resultatet er deprimerende. Bunden er de fleste steder dækket af dynd skabt af forrådnende alger, ålegræsset er forsvundet og fiskene dør. Livet er ved at forsvinde fra Isefjorden.
Langt den største del af den kvælstof, der forårsager problemerne, kommer fra den store mængde gylle og gødning fra den massive, industrielle produktion af husdyr. Overskuddet af det kvælstof, der spredes med gyllen og gødningen, vaskes ud af regnen og ender i fjorden. Og problemet er kun blevet værre med tiden på trods af landbrugets løfter om at reducere kvælstofudledningerne. Den globale opvarming, som landbruget også bidrager til, gør kun problemet større med kraftigere nedbør og stigende temperaturer.
Det bliver mere og mere tydeligt, at det danske landbrug hverken kan eller vil foretage de nødvendige reduktioner. Derfor er der kun en vej tilbage. Det er en total omlægning af det industrielle landbrug til et økologisk, miljø- og klimavenligt landbrug med en langt mindre husdyrproduktion end den nuværende. Kun på den måde kan vi redde vores havmiljø og få livet tilbage i det hav, der engang rummede en overflod af fisk.
Se videoen og læs pdf-rapporten om miljøtilstanden i Isefjorden: