Modvækst Verdensmålsugens uvelkomne gæst
I dag markerer afslutningen på Verdensmålsugen! Virksomheder, organisationer, civilsamfund og politikere har de sidste fire dage debatteret, hvor langt vi egentlig er fra at nå verdensmålene her på halvvejen til 2030. Hvad angår klima- og miljøretfærdighed er svaret ret entydigt: vi er uendelig langt fra.
Her er vores bud på tre fundamentale årsager:
1. Overdrevent fokus på tekniske løsninger og investeringer
Verdensmålsugen afspejler på mange måder det politiske landkort på klima- og miljøområdet. Alle synes at ville have både guld og grønne skove, og selvom retorikken flytter sig (nu snakkes der f.eks. mere om biodiversitet end for nogle år siden) rykker samtalen sig ikke. Teknologi som vej til bæredygtige samfund er et farligt pejlemærke for international politikudvikling – det indebærer nemlig den logik, at økonomisk vækst kan afkobles fra ødelæggende overforbrug og udledninger, hvis bare vi effektiviserer og innoverer. Og det kan det ikke.
2. Verdensmål modarbejder hinanden
Der er ingen retfærdiggørelse af, at mål 8 om en samlet årlig BNP-vækst på 3% skal være universel. Økonomisk vækst italesættes som en underliggende præmis for bæredygtig udvikling, men i realiteten underminerer det en lang række andre bæredygtighedsmål (6, 12, 13, 14 og 15). Mål nummer 8 burde handle om en social retfærdig ressourcefordeling og omfordeling nærmere end en fortsættelse af det vækstsamfund som klimaforskere udpeger som den direkte årsag til klimaforandringerne (se f.eks. Bekymret forsker bag klimaopråb: Flyv mindre, drop bøffen, nedsæt dit forbrug (2018), There are 8 billion people on Earth. But that isn't causing climate change, scientists say (2022).
3. Voksende afhængighed af virksomhedssamarbejder
Arbejdet for at opfylde verdensmålene vil blive ved med at træde vande, hvis profitorienterede virksomhedssamarbejder fortsætter med at være den grundlæggende strategi. Den private sektors voksende magt og centrale rolle i politikeres løsningsforslag har været tydelig i debatterne under Verdensmålsugen og er da også for nyligt blevet understreget på biodiversitetstopmødet COP15 i Montreal. Du bider ikke i hånden, der fodrer dig. Derfor har stigende afhængighed af finansiering fra den private sektor den direkte konsekvens, at regeringer vil være mindre tilbøjelige til at vedtage de nødvendige reguleringer af produktion og forbrug, hvis det skader deres ’’forretningspartnere’’.
Fælles for alle tre punkter er, at den eneste dokumenterede effektfulde måde at reducere drivhusgasudledningerne og samtidig skabe en bæredygtig relation mellem mennesker og natur er: reduceret forbrug.
Det bliver gang på gang bevist, at klima-, miljø-, og biodiversitetskrisen er menneskeskabt, og det bliver gang på gang bevist, at Danmark huser nogle af klodens mest forbrugende borgere og de mest udledende virksomheder. Hvis alle verdens lande havde et forbrug på størrelse med danskernes i 2023 ville klodens ressourcer være brugt op den 18. marts.
Alverdens COP’er, tekniske innovationer og retoriske værktøjer vil aldrig ændre på det faktum, at vi er nødt til at skrue ned for forbruget. Og jo længere vi venter, desto dyrere bliver det.
