Ny rapport Biomasseindustrien lader sandheden gå op i røg
Industrien hævder, at de kun afbrænder restprodukter og savsmuld fra bæredygtig skovdrift, men ny rapport afslører afbrænding af massive mængder af hele træstammer.
Afbrænding af skovbiomasse til energi er den dårligste anvendelse af træ, og det bedste for klimaet og biodiversiteten ville være at lade skovene vokse. Vi har mere end nogensinde brug for vores skove til at absorbere CO2 og undgå katastrofale klimaforandringer, som den tredje IPCC-rapport udgivet i går, 4. april 2022, også understreger.
I Danmark har NOAH længe advaret mod Danmarks massive overforbrug af importeret skovbiomasse til energi. Industriens og politikernes standardsvar har været, at det ikke er noget problem, da biomassen er produceret af savsmuld fra savværker samt rester fra bæredygtigt forvaltede produktionsskove.
Nu understreger en ny rapport fra Forest Defenders Alliance, som NOAH er en del af, at energiselskabernes påstande om bæredygtighed og klimaneutralitet er endnu mere forkerte end hidtil antaget.
Rapporten viser med billeddokumentation, at træfyrede kraftvarmeværker (herunder Randers Kraftvarmeværk) og træpillefabrikker (blandt andet Graanul Invest, der leverer træpiller til Danmark) overalt i EU anvender hele træstammer, der kommer direkte fra skovene. En del af dem hævder endda kun at bruge savsmuld og andet affald fra savværker som brændsel eller råmateriale.
Det er ikke offentligt tilgængeligt præcist hvorfra de danske kraftvarmeværker importerer deres “bæredygtige” træprodukter, og de ønsker ikke selv at oplyse det. Men rapporten viser billeder fra blandt andet Graanul Invest i Estland, Letland og Litauen. Graanul er Europas største træpilleproducent, og Estland og Letland er nogle af de lande, Danmark henter mest biomasse fra.
Mange af de europæiske energiselskaber oplyser helt fejlagtigt, at deres afbrænding af træbrændsler er CO2-neutral. Det kender vi desværre også til herhjemme, blandt andet hos Ørsted, der om bioenergi skriver “CO2-neutral energiproduktion” og “Et miljøvenligt og meget bæredygtigt alternativ til kul” på deres hjemmeside. Det er vildledning, og deres eneste dokumentation er den danske brancheaftale, der ignorerer den CO2, der udledes fra skorstenene, når biomassen brændes af. Dette på trods af, at der endda udledes mere CO2, end hvis energien blev fremstillet af kul.
Når rapportens øjebliksbilleder kan indfange så mange eksempler på, at energiselskaberne og træpilleproducenterne bruger træstammer i stedet for affald fra fabrikker eller rester fra produktionsskove, viser det, at deres miljødeklarationer nærmer sig ren fiktion.
Afbrænding af skovbiomasse til energi er en katastrofe for klimaet
En rapport fra 2021 fra Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter (JRC) påviste, at afbrænding til energi af hele træer og større træstykker, der er tilbage efter skovhugst, er et lose-lose-scenarie for biodiversitet og klima. Samlet set udleder EU's træafbrænding over 311 millioner tons CO2 om året, svarende til de samlede rapporterede drivhusgasemissioner fra hele Spanien.
På trods af disse emissioner behandler EU's lovgivning træafbrænding som værende CO2-neutral, og energiselskaberne kan indrapportere et stort rundt nul. Derfor har medlemslandene mulighed for at yde støtte til dette. Støtten til al anvendelse af biomasse, herunder træfyring, beløber sig til ca. 126 milliarder danske kroner.
Danmark var, på trods af tidlige og vedvarende advarsler fra NOAH, et af de første lande til at konvertere kulkraftværker til biomasse. Nu er de danske politikere imidlertid endelig ved at nå til en erkendelse af, at afbrænding af skovbiomasse ikke er klimavenligt og skal udfases. Som et af de lande, der brænder mest skovbiomasse af pr. indbygger, har vi en forpligtelse til at stoppe andre lande i at følge vores dårlige eksempel.
Derfor ligger der et helt særligt ansvar på Danmarks klima- og energiminister og de danske Europa-parlamentarikere, når EU senere på året skal ændre Direktivet for Vedvarende Energi: Afbrænding af biomasse til energi er ikke CO2-neutralt og kan ikke betragtes som en vedvarende eller bæredygtig energikilde. Biomasse skal derfor skrives ud af VE-direktivet.