Atomkraft Atomkraft er ikke svaret på klimakrisen
I et dansk perspektiv må en meningsfuld debat om atomkraft starte med spørgsmålet: Bør EU satse på vedvarende energi, der har potentialet til at løse klimakrisen, eller på atomkraft, der ikke har det?
Kronik bragt i Jyllands-Posten d. 22. november 2022
af Hans Pedersen og Gunnar Boye Olesen, VedvarendeEnergi, og Palle Bendsen og Niels Henrik Hooge, NOAH Friends of the Earth Denmark
I de seneste uger har der i nogle medier verseret en debat om indførelse af atomkraft, der på mange måder forekommer absurd, hvis man ikke kender dens egentlige baggrund. At debatten blusser op med regelmæssige mellemrum er naturligvis forventeligt, fordi det for mange er en legitim måde at udtrykke deres holdning, når de er skeptiske overfor den grønne omstilling. Imidlertid ligger det mere eller mindre fast, at debatten i Danmark ikke fører til noget nyt, fordi det er så godt som udelukket, at der vil blive bygget danske atomkraftværker.
Årsagerne er velkendte: Atomkraft er meget lidt teknisk kompatibel med vedvarende energi, som i stigende grad udgør kernen i den danske energiforsyning. Den er også langt den dyreste af alle de ikke-fossile energikilder, selv hvis man ikke indregner dens miljøomkostninger og mange indirekte udgifter. F.eks. koster ny atomkraft mindst fem gange mere end vindmøller på land pr. kWh. Dette i lyset af, at vedvarende energi hele tiden bliver billigere, mens atomkraften bliver dyrere. Mellem 2009 og 2020 blev solenergi 90 pct. og vindkraft 20 pct. billigere, hvorimod atomkraft blev 33 pct. dyrere. Problemet med slutdeponeringen af det radioaktive affald er stadig ikke løst, og risikoen for en reaktorkatastrofe er blevet så stor, at den ikke længere kan klassificeres som restrisiko, dvs. som noget, man ikke behøver at tage med i sine beregninger. Til dato har halvanden procent af alle atomkraftværker haft en reaktornedsmeltning i et eller andet omfang og der er ikke meget, der tyder på, at de nye ikke-testede reaktortyper vil ændre på dette tal.
At der ikke er tale om småbeløb, hvis noget går galt, viser Fukushima-nedsmeltningskatastrofen: 10 år senere er der stadig ikke ryddet fuldstændigt op og vurderingerne af, hvad oprydningen vil koste, spænder fra 1,5 billioner kr. ifølge den japanske regering til 2,1-4,9 billioner kr. I det første tilfælde svarer beløbet til 65 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt, i det andet tilfælde til 90-211 pct.
Dertil kommer, at der ikke er hold i argumentet om, at atomkraften på en effektiv måde bidrager til at bekæmpe klimaforandringerne. Atomkraft er den ikke-fossile energikilde, der giver mindst klimaforbedring pr. investeret krone. Hvis man regner hele brændselskæden med, udleder den op til 16 gange mere CO2 pr. genereret enhed el end nogle typer vedvarende energi. I modsætning til vindmølle- og solcelleparker i industriel skala, der tager 2 til 5 år at opføre, går der i gennemsnit op til 15 år for ny atomkraft, hvad der betyder, at der i mellemtiden bliver udledt drivhusgasser fra de fossile brændsler, som den erstatter. Den lange byggetid betyder også, at den kommer for sent til effektivt at adressere drivhuseffekten.
Som sagt er alt dette ikke nyt. Det forhold, at atomkraften er en dyr, farlig, ineffektiv og forældet teknologi, har været kendt i mange år. Af samme grund er det ikke politikerne og miljøorganisationerne, der har kørt atomkraften ud på et sidespor, men de private og institutionelle investorer, som for længst har erkendt, at investeringer i atomkraft ikke giver meget mening.
I denne forbindelse taler tallene for udbygningen af atomkraft og vedvarende energi deres tydelige sprog: I 2020 blev der i verden udbygget med 0,4 GW atomkraft, mens vedvarende energi blev forøget med mere end 250 GW. Samme år overtog vedvarende energi for første gang rollen som den førende energikilde i EU med 38 pct. af elforsyningen foran fossile brændsler med 37 pct. og atomkraft med 25 pct.
Der er heller ikke meget tvivl om, at denne udvikling fortsætter. Atomkraftens indlæringskurve viser, at det er usandsynligt, at den kan forlade sig på nye teknologiske landvindinger. De små modulære reaktorer, der har været så meget tale om, ikke mindst i Danmark, hvor Innovationsfonden har givet støtte til udviklingen af Seaborgs thorium smeltede-salt-reaktor, giver kommercielt ingen mening. Ej heller kan de sættes i produktion de næste 10-15 år, om nogensinde overhovedet. Pilotprojekter i Argentina, Kina og Rusland har alle været en fiasko.
Det samme kan siges om de 150 milliarder kr., der mindst vil blive brugt på at opføre fusionsenergiprojektet International Thermonuclear Experimental Reactor (ITER) i Cadarache i Sydfrankrig. Danmark er partner i kraft af sit medlemskab af Det Europæiske Atomenergifællesskab, EURATOM. Det fejlslagne ITER-projekt, der har været under udvikling i næsten et halvt århundrede, var en af grundene til, at alle de politiske partier i Folketinget i 2019 tilkendegav, at de ønsker en reform af EURATOM-traktaten. I alt har EU’s EURATOM-program et årligt budget på 11 mia. kr., hvortil Danmark for tiden bidrager med mere end 200 mio. kr.
Det store spørgsmål er imidlertid: Hvorfor har vi igen en debat om atomkraft, når den giver så lidt mening? Den umiddelbare anledning er den europæiske energiforsyningskrise, som skyldes, at der er for lidt vedvarende energi og for meget naturgas i energiforsyningen. Det gør det muligt for lande uden for EU at skrue op og ned for gashanerne af kommercielle eller politiske grunde. Men den virkelige årsag er en anden: Over hele Europa nærmer atomkraftværker sig deres 40-års udløbstid. Hvis driften forlænges, er det forbundet med stigende sikkerhedsrisici, og hvis der skal bygges nye, kræver det enorme tilskud – langt mere end hvad vedvarende energi nogensinde har fået.
Derfor kom det som en ubehagelig overraskelse for atomkraftindustrien, da en uafhængig ekspertgruppe nedsat af EU-kommissionen i 2020 konkluderede, at atomkraft ikke er en grøn teknologi og derfor ikke er kvalificeret til grønne investeringer, såfremt man ønsker at nå de bæredygtighedsmål, der er fastsat af EU’s grønne pagt. Under EU’s grønne taksonomi – dvs. det klassifikationssystem, der skal vejlede grønne investorer - skal en økonomisk aktivitet opfylde en række miljøkriterier, ikke skade miljøet, samt leve op til bestemte sociale, administrative og tekniske standarder. Spørgsmålet blev derefter henvist til EU’s Fælles Forskningscenter, hvor en gruppe anonyme forskere nåede frem til, at atomkraften ikke skader miljøet og derfor kan betragtes som en grøn teknologi.
Denne konklusion er efterfølgende blevet kraftigt imødegået af ekspertvurderinger fra de tyske og østrigske miljøministerier.
Efter at EU-kommissionen har foreslået, at fossile brændsler under visse betingelser bliver inkluderet i taksonomien, og der har cirkuleret et anonymt såkaldt ikke-papir, der foreslår yderligere svækkelser af taksonomien, er EU blevet opdelt i to lejre. På den ene side står Danmark, Portugal, Tyskland, Østrig og Luxembourg, der ønsker at satse på vedvarende energi, og på den anden side en koalition anført af Frankrig, der vil redde sin skrantende atomkraftindustri, og derfor har indgået et samarbejde med ni andre, hovedsageligt østeuropæiske lande.
Sammenfattende kan man sige, at i et dansk perspektiv må en meningsfuld debat om atomkraft starte med spørgsmålet: Bør EU satse på vedvarende energi, der har potentialet til at løse klimakrisen, eller på atomkraft, der ikke har det? Det er noget, som danske politikere dårligt kan undgå at forholde sig til, fordi enhver krone, der bliver investeret i atomkraft i Europa, er en krone, der ikke bliver investeret i vedvarende energi. Danmark er verdens førende eksportør af grønne energiteknologier i forhold til landets størrelse og EU vores største marked.