Landbrugsforhandlinger Der findes en grøn vej for landbruget – men beslutningstagerne ser den ikke

Det magtfulde landbrugserhvervs dominans er ødelæggende

Gennem årene har beslutningstagere truffet en række af politiske og administrative beslutninger, som har fremmet en “strukturudvikling” af dansk landbrug i form af koncentration, specialisering, industrialisering og en enorm animalsk produktion. Det er få magtfulde interessenter, der har præget udviklingen de seneste mange årtier – den udvikling som har haft så veldokumenterede ødelæggende effekter på jordkvalitet, biodiversitet, klima og forurening af vandmiljøerne.

Det er industrialiseringen – forstået som brug af pesticider og kunstgødning og stadigt større landbrugsmaskiner – der har muliggjort strukturudviklingen og den enorme animalske produktion. Uden disse hjælpemidler ville det ikke have været muligt at dyrke foderkorn og -majs (og i udlandet soja) på de kæmpestore arealer, der er nødvendige for at opfodre så mange dyr.

Og det er netop det store arealforbrug, der er det suverænt største problem, når det handler om klima og biodiversitet. For til det store arealforbrug til foderproduktion er knyttet et unødvendigt stort forbrug af kvælstof – og dertil hørende emissioner af lattergas. Og til det store arealforbrug er desuden knyttet store CO2-emissioner fra nedbrydning af jorden på grund af den hyppige og hårde jordbehandling.

Dansk landbrug står for omkring en tredjedel af den danske indenlandske udledning af drivhusgasser (hvis erhvervets andel af emissioner fra energisektoren og nedbrydning af jorden regnes med). Det er betydeligt mere end, hvad der typisk bliver nævnt. Dertil skal lægges store udenlandske udledninger fra produktionen af den importerede soja samt en hel masse andre produkter og produktionsmidler såsom kunstgødning, pesticider og landbrugsmaskiner. (Se forklaringer her).

Så godt som al diskussion i forbindelse med landbrugsforhandlingerne har handlet om at videreføre denne form for landbrug ved hjælp af teknologiske tiltag, som i realiteten ikke har nogen særlig klimaeffekt. Ingen tør øjensynligt at gribe ind over for det grundlæggende problem: industrialiseringen og den alt for store animalske produktion.

En anden vej er mulig

Sideløbende har vi de senere år set en voksende skare af jordbrugere, der arbejder på at frembringe sunde madvarer uden brug af sprøjtegifte og kunstgødning og som har fokus på at opbygge jordstrukturen og biodiversiteten frem for at fortsætte ødelæggelserne. Skovlandbrug, permakultur, ekstensiv afgræsning, biodynamisk og økologisk jordbrug har alle i større eller mindre grad fokus på genopbygningen af jorden og et langt mere begrænset dyrehold. Fortalere for disse former for regenerativt jordbrug får somme tider prædikatet “naive” – for i det regenerative jordbrug kan arbejdet ikke udføres af kæmpestore landbrugsmaskiner, og det regnes derfor som ineffektivt på trods af at denne form for jordbrug potentielt kan brødføde langt flere mennesker.

NOAH sendte i foråret 2020 vores bud på en Klimahandlingsplan for arealanvendelse i det åbne land blandt andet til Miljø- og Forsyningsudvalget.

NOAHs anbefalinger fra klimahandlingsplanen lyder blandt andet:

Hvis vi skal nå klimamålsætningerne, er vi nødt til at betale kulstofgælden tilbage til jorden. Der er et stort potentiale, men det er en langsom proces, og det haster med at komme i gang. I første omgang må vi holde op med at nedbryde jordens indhold af organisk materiale yderligere, og sideløbende igangsætte forsøg med dyrkningsmetoder, der kan genopbygge kulstofoptaget og den organiske pulje i jorden. Økonomisk støtte skal kun tildeles til dem, der arbejder med dette. 

Der er derfor brug for:

• En begrænsning af arealet med enårige afgrøder og en markant begrænsning af den animalske produktion. Produktionen bør indrettes efter en ernæringsmæssigt sund kostsammensætning, der samtidig har en minimal klimabelastning kombineret med minimalt arealforbrug (jfr. NOAHs og Frie Bønder-Levende Lands forslag i Future Nordic Diets).
• Stop for etablering af biogasanlæg baseret på gylle (Læs mere om, hvorfor her)
• Introduktion af et regenerativt jordbrug, der kan genopbygge jordens humus. I den forbindelse vil vi understrege, at vi ikke ser pløjefri dyrkning baseret på stort forbrug af pesticider som løsningen, da pesticiderne udgør en risiko for biodiversitet og grundvand.
• Reduceret dræning og genetablering af vådområder langs åer og på landbrugsjorde.
• Flerårige græsarealer, der afgræsses efter metoder, hvor kulstoflagring fremmes, hvilket samtidig gavner biodiversiteten. Det er vigtigt for naturen med størst muligt areal til afgræsning, og det kan samtidig bidrage til kødforsyningen og evt. mælk (hvis afgræsning kan kombineres med malkning).
• Udtagning af landbrugsjord til reetablering af både vådområder, tørre næringsstoffattige enge og skov. Udtagningen bør ske på en sådan måde, at der kan skabes større, sammenhængende naturområder bestående af skov, åbent land og moser/vådområder, der afgræsses ekstensivt af store græssere – helst hele året.
• Vi skal arbejde hen imod en reduktion i emissioner fra det danske jordbrug, der går ud over de 85-90 procents reduktion, som vores ovenfor nævnte nordiske forslag kan levere, og derfor er der behov for masser af praktiske forsøg med regenerative jordbrugsmetoder. Der mangler viden om, hvordan vi kan dyrke vores mad og samtidig genopbygge jordens frugtbarhed og biodiversitet. Biodynamisk jordbrug, permakultur og skovlandbrug peger i den rigtige retning og når længere end økologerne, når det handler om at genopbygge jorden og tilbagebetale kulstofgælden. Alle disse metoder bør udforskes nærmere og kan forhåbentlig inspirere til løsninger, der kan bringe jordbruget tilbage på sporet. Der bør afsættes en stor pulje af statslige midler til at understøtte en sådan omstilling
• Fremtidens afgrøder må forventes at være langt mere domineret af gartneri og frugtavl (inkl. nødder) samt produktion af olie- og proteinholdige afgrøder, efterhånden som kosten både i Danmark og globalt ændres til at være overvejende vegetabilsk. Produktionen af disse fremtidens danske afgrøder skal understøttes med forskning i, hvordan hele vores fremtidige landskab bedst fordeles, så det tilgodeser en fremtidig produktion, der også er økonomisk bæredygtig for producenterne. Der bør flyttes midler hertil fra forskning i teknologier, der blot levetidsforlænger den industrielle husdyrproduktion uden at levere de markante reduktioner i emissioner, der er behov for.
• Landbrugsstøtten bør gøres afhængig af, at der iværksættes omstilling til ægte klimaneutralitet.
• Lovgivningen bør ændres, så kommunerne har mulighed for at sætte grænser for fortsat udvidelse af det industrielle landbrug. Der bør endvidere gives incitamenter til, at de større landbrug sælger jord fra til mindre producenter og nye jordbrugere der vil producere efter regenerative metoder.

Se mange flere forslag i NOAHs katalog Input til klimahandlingsplanen 2020 - 83 forslag til Danmarks klimafremtid som vi tidligere har sendt til klimaministeren.