Growing Together Unge og fremtidens jordbrug
Vores nuværende madsystem er et stort problem i Danmark, på EU-niveau og globalt. Samtidig er det en naturlig del af almindelige unges liv, alligevel høres unge næsten aldrig, når vores madsystem diskuteres. Det vil vi lave om på.
NOAH og Ungdom NOAH har siden november 2018 været en del af det paneuropæiske projekt "Growing Together", der giver en stemme til unge mennesker både fra byer og fra landdistrikter, så de kan deltage i afgørende debatter om fødevareproduktionens fremtid og de bredere debatter om Europas fremtid.
Nu er projektet ved vejs ende. Og selvom en global pandemi satte et par kæp i hjulene undervejs, har vi sammen med vores europæiske partnere i Irland, Malta, Østrig, Estland og Cypern, afviklet over 150 aktiviteter rundt omkring på kontinentet med det formål at styrke mere end 3.000 unge til aktiv politisk debat om vores fremtidige fødevaresystem i Europa.
Workshops på folkeskoler og ungdomsuddannelser
Som en del af Growing Together har vi samlet unge rundt omkring i hele landet til i alt 30 workshops, primært på ungdomsuddannelser men også i de ældste folkeskoleklasser eller andre steder, hvor unge mødes og holder til.
Folkemøde 2019 og 2020: Road Show
Både i 2019 og i 2020 var vi en del af programmet i i Klimateltet på Folkemødet. I 2020 foregik det online, hvor vi blandt andet viste denne kunstfilm om jord og unges forhold til jord. I 2019 samlede vi derudover 18 unge til en fælles madsuverænitetskaravane, der turnerede rundt på Folkemødet.
Lokale møder for unge mellem 15 og 30
I 2019 og 2020 har vi turneret landet rundt til lokale møder arrangeret af unge, der gerne vil engagere sig blandt andet i arbejdet for mere madsuverænitet.
Klimastemmer - hvad stemmer du?
Som en del af Growing Together-projektet har vi også udviklet hjemmesiden klimastemmer.dk, som samler unge stemmer fra hele Danmark, og blandt andet blev brugt til at engagere danske unge i EU-valget i maj 2019.
På hjemmesiden har vi blandt andet interviewet unge bønder og biodiversitetsforkæmpere, og deres historier kan du læse her:
»Det er fuldstændig til grin, hvor meget vores produkter bliver transporteret rundt«
»Hvis man ikke aner, hvad en grævling er, så er det svært at være ked af, at den forsvinder«
Virtuelle gårdbesøg med Linne
Sidst men ikke mindst afviklede vi under COVID-19-nedlukningen en række virtuelle gårdbesøg med Linne. Du kan se eller gense de seks besøg ved at følge linket her.
Hver af de seks afsnit tager afsæt i jorden og afgrøderne på det givne tidspunkt og udfolder derudfra forskllige temaer som op- og nedture i livet som småskalabonde, praktiske temaer som tomatbestøvning og ærtedyrkning samt myth buster om småskalalandbrugere.
Projektet Growing Togehter har modtaget financiel støtte fra Erasmus+, CiSu og Europanævnet