Bæredygtighed Køb intet

I dag er det international Buy Nothing Day. Det er der efterhånden rigtig god grund til, for forbruget stiger og stiger. I dag forbruger en gennemsnitsdansker dobbelt så meget som for 40 år siden. I 1960 købte vi 65 kilo kød per dansker, i år køber vi godt 100 kilo. Vi havde omkring 23 kvadratmeter boligareal per person, nu har vi knap 50. I 1960 var elforbruget mindre end 400 kWh per gennemsnitsdansker, i år vil vi bruge over 2000 kWh. Når året er omme har vi hver især tilbagelagt 7.200 km i bil - det er over 6 gange så mange kilometer som i 1960. I 1960 fløj vi under 100 km i gennemsnit, i år flyver vi omkring 3000 km per person.

Samfundet er havnet i et reelt dilemma med hensyn til vækst og forbrugsstigning. På den ene side ved vi godt at det, af hensyn til miljøet og den internationale fordeling, ikke kan forsætte. Vi er også klar over at levestandarden for længst har overskredet det punkt, hvor øget forbrug medfører øget livskvalitet. Dertil kommer paradokset, at folk følte sig rigere i 1960'erne end i dag. På den anden side er hele vores økonomiske og politiske system bygget op omkring økonomisk vækst og stigning i privatforbruget, og selvom vi kan se problemerne, er der ingen seriøse overvejelser om at løse dem.

Myndighedernes og erhvervslivets indsats sker næsten udelukkende på det teknologiske niveau. Den officielle politik - uanset regering - for at sikre en stabil og høj vækst, er en direkte modsætning til bæredygtighed. Desuden er der ingen dansk regering der har formuleret en sammenhængene politik for at ændre forbrugsmønsteret over i en mere bæredygtig retning. Der findes nogle få afgifter (først og fremmest på vand, biler og energi) og subsidier (først og fremmest til kollektiv trafik) som kan kaldes bidrag i den rigtige retning, men en lang række subsidier, skatteregler og reguleringer har den totalt modsatte effekt.

En stor del af den samlede miljøbelastning kan henføres til privatforbruget. Når vi køber en vare, er der uundværligt forbundet en vis miljøbelastning til købet. Fabrikken, der har produceret varen, har brugt energi, vand, materialer mv. og udledt forurening til omgivelserne. Fabrikken har måske underleverandører som igen har brugt energi og materialer. Materialerne er på et tidspunkt blevet udvundet som råstoffer i en mine eller blevet produceret i land- eller skovbruget. Der er blevet brugt materialer, energi og areal til at bygge fabrikkerne. Der er også brugt materialer og energi til opførsel, drift og vedligeholdelse af butikken, hvor varen sælges. Varens enkelte komponenter skal transporteres fra råstofproducenten til fabrikkerne og fra fabrikken skal varerne transporters ud til butikkerne.

Vi får ofte at vide, at der er behov for tilbageholdenhed i den offentlige sektor, ellers kan væksten ikke opretholdes på et højt niveau. Måske skulle man snarere begynde at snakke om at flytte væksten over i det offentlige, da det offentlige forbrug generelt er mere immaterielt end det private. Både socialt, miljømæssigt og velfærdsmæssigt vil det være langt bedre at bruge pengene på hjemmehjælp, aftenskoler og teaterforestillinger end til skattelettelser, der fører til flere fly, biler og bøffer.

Skal Danmark være miljømæssigt bæredygtig - dvs. at alle lande på jorden kan have et tilsvarende forbrug uden at miljøet forringes - kræver det mindre råstofforbrug og forurening samtidig med at livskvaliteten øges. VK-regeringen taler i en uendelighed om at effektivisere. Problemet er, at effektiviseringerne ikke kan hamle op med væksten i forbruget. Buy Nothing dagen giver stof til eftertanke - prøv om du kan lade være at forbruge - bare nogle timer.