crispr cas

Afgørelse fra EU CRISPR Cas er også GMO

En vigtig og glædelig afgørelse. Det mener NOAH om en kendelse fra EU-Domstolen den 25. juli 2018, der slår fast, at alle genredigerede organismer skal reguleres som GMO. Det vil sige, at alle de nye GM-teknikker som populært går under betegnelsen ”New Breeding Techniques”, herunder CRISPR Cas, bliver lagt ind under gældende GMO-lovgivning.

11. september 2018 · Kl. 11:35 Nyhed

Dommen skaber klarhed og forudsigelighed både for fødevareproducenter og forbrugere. Alle genredigerede organismer i EU skal nu mærkes og bliver på den måde sporbare. Dette er vigtigt for forbrugeres ret til at vælge frit og for mulighederne til at overvåge eventuelle ændringer i økosystemerne. Der bliver nu sat ressourcer af til at udvikle gode metoder til sporing, mærkning og risikovurdering af de nye GM 2.0. Risikovurderingen er i øjeblikket yderst mangelfuld, og der findes ingen forskning der påviser, hvad der sker i planter og dyr, når de udvikles med CRISPR Cas. Dommen beskytter derfor forbrugerne og vores omgivende miljø.

Dommen betyder, at danske forbrugere nu nemmere kan kontrollere om den mad, vi spiser, er udviklet med CRISPR Cas-teknologi. Alle producenter skal efter kendelsen af den 25. juli 2018 dokumentere, hvordan de har udviklet deres planter og dyr, og med præcist hvilke GM-metoder. Det betyder mindre ukontrolleret mad ud på vores tallerkner.

Baggrund

De nye GM 2.0 - herunder CRISPR Cas - er teknologier, som vi ved alt for lidt om endnu (1). Nye studier viser, at de nye GM-teknologier ligesom de ældre kan forårsage mange utilsigtede kunstige genetiske modifikationer. Det kan føre til uforudsigelige skader på landbrug, miljø og vores sundhed (2, 3).

Et nyt dokument fra Testbiotech (3) viser hvorfor EU-Domstolens kendelse er korrekt afgrænset. I dokumentet gives der et overblik over, hvorfor tidligere tiders teknologi (random mutagenese-metoderne, som er undtaget fra GMO-lovgivning i dag) ikke svarer til de nye tiders GM-teknologi (CRISPR Cas og andre nye GM 2.0) (3, 4). CRISPR Cas-teknologien er heller ikke det samme, som da vores forfædre udvalgte specifikke træk og karakterer i planter og dyr. Alle disse aspekter er vigtige at holde sig for øje i debatten, da det har været hovedargumenterne for, at vi hurtigt kan undtage CRISPR Cas fra europæisk- og dansk GMO-lovgivning.

Det enorme pres på EU-instanser fra aktører, som ønsker CRISPR Cas tilladt i det åbne system (uden om GMO-lovgivning), har været årsagen til, at der har været tvivl omkring udfaldet af dommen. Et andet udfald ville have åbnet op for GM 2.0 i det åbne system: det vil sige ud i vores jord og ind på vores tallerkner – allerede før forskerne kender ordentligt til konsekvenserne. Disse aktører arbejder lige nu på at få ændret gældende GMO-lovgivning, hvilket NOAH tager kraftigt afstand fra, og som vi kraftigt opfordrer vores danske politikere at reagere på.

 

                                                                                ***

  1. https://morgenbladet.no/ideer/2018/07/vi-ma-vite-mer-om-crispr-risikoen

  2. https://www.nature.com/articles/nbt.4192 - https://www.nature.com/articles/d41586-018-05736-3 - http://genok.com/arkiv/8078/

  3. https://www.testbiotech.org/en/content/differences-genome-editing-and-mutagenesis

  4. https://www.testbiotech.org/en/node/2224

                                                                                ***

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!