Patent-konference: Kan man tage patent på natur?
Tirsdag d. 10. maj 2016, kl. 13-16, Landstingsalen på Christiansborg (via besøgsindgangen i Rigsdagsgården)
Kl. 12-13 – Ankomst og sikkerhedstjek. Vi har en kop kaffe klar, når du er kommet frem!
Kl. 13.00 – Velkomst, praktisk orientering og formålet med konferencen
Kl. 13.10 – Rasmus Nørlem Sørensen, Demokrati i Europa (DEO). Rasmus fortæller om de politiske og bureaukratiske processer vi skal igennem for, at vi (borgerne i Europa) kan få stoppet patenter på liv.
Kl. 13.30 – Christoph Then, koordinator for det europæiske netværk No Patents on Seeds. Christoph Then er medlem af EU-kommissionens ekspertgruppe vedr. patentlovgivningen i forhold til bioteknologi og GMO og mangeårig ekspert for Greenpeace på området. Han vil fortælle om de politiske muligheder for at få stoppet patenter på liv. Oplægget vil være på engelsk.
Kl. 14.30 – Kaffe og kage
Kl. 14.50 – Thor Gunnar Kofoed, landmand og professionel frøavler, Formand for Frøsektionen i Landbrug & Fødevarer, Brancheudvalget for Frø. Danske og europæiske landmænd og frøavlere er meget kritiske overfor, at der gives patenter på planter. Thor Gunnar Kofoed repræsenterer en betydelig del af professionelle frøavlere og har et indgående kendskab til EU-systemet på dette område.
Kl. 15.30 – Fælles drøftelser af, hvordan vi kan påvirke Kommissionen til stop for patenter på liv.
Kl. ca. 16 – Tak for i dag!
Om oplægsholderne
Dr. Christoph Then er koordinator for det europæiske netværk No Patents on Seeds (www.no-patents-on-seeds.org). I øjeblikket er han også medlem af EU-Kommissionens ekspertgruppe om udvikling og konsekvenser af patentlovgivningen inden for bioteknologi og genteknologi (E02973).
Christoph er uddannet dyrlæge og har arbejdet med problematikker indenfor bioteknologi i over 20 år. Fra 1992 til 1998 koordinerede han en kampagne mod patenter på liv i Tyskland. Fra 1999 til 2007 var han Greenpeace Tysklands ekspert og også afdelingsleder for landbrugs-, genteknologi- og forbrugeranliggender.
No Patents on Seeds er en international koalition af civilsamfundsgrupper, der kræver forbud mod patenter på planter og dyr. Christoph vil fortælle om de seneste patentsager der involverer planter og dyr og han vil komme ind på konsekvenserne ved patenter på liv samt den juridiske baggrund og de politiske muligheder for at stoppe patenter på frø i Europa.
Rasmus Nørlem Sørensen er sekretariatsleder i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO) og chefredaktør ved EU-magasinet NOTAT. I forbindelse med folkeafstemningen i 2014 udgav DEO ”Patentavisen” i et oplag på 1 mio. eksemplarer.
I 2014 stemte danskerne ja til at deltage i den fælles patentdomstol i EU. I de fælles europæiske regelsæt fremgår det, at det ikke er muligt at tage patent på liv. Alligevel er der udtaget flere patenter på planter ved det europæiske patentkontor. Rasmus kommer ind på hvordan det europæiske patentsystem fungerer og hvem der bestemmer reglerne. Hvordan kan organisationer og folkelige initiativer få indflydelse?
Thor Gunnar Kofoed er formand for Frøsektionen Landbrug & Fødevarer, Brancheudvalget for Frø. Thor vil komme ind på forædling af frø og planter i Europa set fra forædlerens synspunkt.
Patenter på planter har hidtil ikke været så udbredt i Europa som i andre dele af verden. Det er fordi vi i Europa har et fantastisk sortsbeskyttelsessystem, der beskytter en plantesortsejer, samtidig med at ingen kan forhindre en forædler i at forædle videre på en beskyttet sort. Der er den største frihedsgrad til innovation.
Det har sikret, at vi i EU stadig har flere hundrede planteforædlere, der hvert år anmelder over 1.500 nye sorter på EU’s sortsliste af alle forskellige plantearter, der hører ind under ordningen.
Nu er visse forædlere begyndt at patentanmelde naturlige plantegener i forskellige planter ved det Europæiske Patentkontor, EPO, og det vil med sikkerhed ødelægge denne mangfoldighed af forædlere i EU.
Det vil blokere for udviklingen, og især for de mindre forædlere, der har specialiseret sig i at forædle nye sorter til særlige klimatiske egne af Europa. De bliver herved de store tabere. De fleste af EU’s små forædlere har ikke råd til det enorme juridiske set up, som patentsystemet kræver.
COPA/COGECA, der er den største fælleseuropæiske Landbrugsorganisation med over 12 mio. medlemmer i 28 EU-lande, er imod patenter på naturens gener. Patenter vil bremse udviklingen af nye og bedre sorter, og i stedet gøre plantemateriale til en ny slagmark for jurister. Det kan vi se af de amerikanske erfaringer, hvor der bliver færre forædlere og flere jurister hos de meget få kæmpe store planteforædlere, der er tilbage i USA.
Kontakt
NOAH: Anna Rønne tlf. mail: anna@noah.dk
Foreningen Frøsamlerne: Erling Frederiksen, tlf. 28 21 29 89, erling.frederiksen@gmail.com
Arrangører
NOAH og Foreningen Frøsamlerne
Christiansborgvært: Maria Gjerding, Enhedslisten