Ny finanskrise på vej - et potentiale for miljøretfærdighed
Wesselsgade 2, st., 2200 København N
En ny finanskrise er på vej - det skaber et potentiale for at stoppe miljø-/klimakrisen og skabe global retfærdighed!
Vil du høre om, hvordan et nyt finanssystem er helt afgørende for at vi kan få en bæredygtig verden? Og vil du høre mere om, hvordan finanssystemet har en fundamental magt over fødevaresystemet og hvordan manglende regulering betyder, at der kan gambles i sult?
Mange der arbejder med finans er begyndt om at tale om, at finanssystemet snart kollapser, og vi får en ny finanskrise. Det skyldes, at systemet ikke blev ændret og reguleret nævneværdigt i forbindelse med forrige finanskrise og derfor er fortsat ad samme spor. Derfor er overskriften ved første oplæg ved dette års ”Change Finance Forum” for omkring 200 civilsamfundsaktører, ”thought-leaders” og forskere også passende: “The system is collapsing & we are rising to replace it”
Natalia Lehrmann fra NOAHs madsuverænitetsgruppe og handelsgruppe deltager i konferencen og kommer hjem med frisk inspiration. Det er tid til at vi organiserer os for at få et andet system!
Vi holder dørene åbne, og alle er velkomne til at høre om vores arbejde, og hvordan man kan blive aktiv. Natalia holder oplæg, hvorefter der vil være tid til at diskutere emnet. Fra 18-19 holder vi gruppemøde i madsuverænitetsgruppen, hvor vi snakker om vores forskellige projekter og nye ansigter kan blive introduceret til arbejdet i gruppen.
Kom kl. 16.30, hvis du har spørgsmål om hvad NOAH står for og vil have en kort introduktion hvad vi gør i NOAH.
Om oplægget
Natalia vil i sit oplæg forklare, hvordan finanssystemet fungerer, hvordan gæld fastholder befolkninger og lande til at dikteres af finanssektoren og forskellige muligheder for at omstrukturere og regulere finanssektoren, herunder introduktion til diverse finanstermer, der gør det nemmere at forstå finanssektorens sprog og mekanismer.
Efter finanskrisen var vi vidne til to store fødevarekriser i hhv. 2008 og 2011 som de færreste i de rige lande nok bemærkede. Selvom bare krisen i 2008 drev mere end 100 millioner flere mennesker på globalt plan ud i sult og hungersnød, fordi finansmarkederne fik priserne på råvarer til at ryge i vejret. Ligenende var nok også tilfældet i 2011.
Siden 2008 er øget opkøb af land også i stigende omfang blevet et investeringsobjekt, der medfører landtyveri overalt i verden – selv i Europa - med overudnyttelse af ressourcer og klima- og miljøfordrevne til følge.
Den stigende interesse for råvarespekulation accelererede i forbindelse med de omfattende dereguleringer af finansmarkederne, som fandt sted i løbet af 1990’erne og fortsatte op gennem 00’erne. I denne periode var investorerne på jagt efter nye markeder efter it-boblens brist i 2001 og efterfølgende boligboblen i 2007.
Fødevare- og råvaremarkederne er stadig langt fra reguleret tilstrækkeligt.
Et nyt finanssystem er nødvendigt, hvis vi reelt nogensinde skal kunne få en bæredygtig verden, da pengesystemet er fundamental for at vi i dag overudnytter ressourcer og fastholder en lille finanselite ved magten. Det er begrænset, hvad politikerne kan gøre ved miljøproblemerne lokalt så længe de dikteres af et løbsk finansmarked og at skulle betale af på deres gæld. Noget der ofte overses i de offentlige debatter og af medierne.
Læs mere om sammenhængen mellem finansiel spekulation og fødevaresystemet
https://politiken.dk/debat/analyse/art5428326/Finansiel-spekulation-skaber-sult (det skal lige nævnes at finanssektoren var den fundamentale hovedårsag til kriserne i 2008 og 2011 - tørke og den slags har bare skabt mindre udsving)
http://clarte.dk/wp-content/uploads/2016/06/19-PDF.pdf (se s. 18)
Se også nærmere på Natalias rapport, som hun har udarbejdet for NOAH om klima- og miljøflygtninge og EU’s ansvar (rapporten skal opdateres):
https://noah.dk/materialer/klima-og-miljofordrevne-og-europas-ansvar