Brodmann's Institut for Evige Utopier og Kystens Parlament i Nibe
I efteråret 2021 besøger NOAH sammen med blandt andre landsforeningen Levende Hav en række danske havnebyer for at sætte fokus på havmiljøet i EU.
Levende Havs Kutter Anton og NOAHs sanselige pop up-telt danner rammerne for aktiviteter, workshops, udstillinger og debat på havnene. Alt sammen i samarbejde med lokale aktører, der har en interesse i kysten, havet og EU's fremtid.
Du kan møde NOAH og Kystens Parlament her:
Nibe: den 21.-22. august
Korsør: den 28.-29. august
Middelfart: den 2.-3. september
Rødvig: den 11.-12. september
København: den 23. september
Turnéen afsluttes i København, hvor parlamentets samlede visioner fremlægges på Christiansborg.
Formålet med besøgene er at skabe et større fokus på havmiljøet i Danmark og EU. I løbet af weekenden vil du kunne opleve Brodmann's Institut for Evige Utopier (NOAH), Levende Havs udstilling om FN's verdensmål, fisk og fiskeri, lokale foreningers aktiviteter, musik på kajen og meget andet.
NOAH og Institut for Evige Utopiers lille biotop er en optisk installation, der genskaber Brodmann's område 17, som er det sted i det menneskelige indre, hvor utopier kan anes og sanses. Stedet hvor vores verdensbilleder formes, bygges op og brydes ned i en konstant bevægelse.
Vandet er det centrale og gennemstrømmende stof, vi væver oplevelsen omkring. Vandet i vores kroppe, i vores øjne, og vandet uden for os ved kysten.
Sammen udforsker vi det lokale vandmiljø med stereoskop, finder vores indre rolige hav med dybe åndedræt og skriver videre på et nyt EU-direktiv om havet.
Institut for Evige Utopier sørger for at alle gode tanker bliver viderebragt til EU-kommissionen, som i øjeblikket har igangsat en høring om havstrategidirektivet. Vi opfordrer alle borgere til at svare på høringen - også selvom du ikke har mulighed for at besøge os på en af havnene.
Det fælles budskab er, at vi skal turde drømme om og tro på et bedre EU.